< Job 29 >

1 Y tornó Job a tomar su parábola, y dijo:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 ¡Quién me tornase como en los meses pasados, como en los días cuando Dios me guardaba!
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 Cuando hacía resplandecer su candela sobre mi cabeza, a la luz de la cual yo caminaba en la oscuridad.
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 Como fui en los días de mi mocedad, cuando Dios era familiar en mi tienda;
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 Cuando aun el Omnipotente estaba conmigo, y mis mozos al derredor de mí;
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 Cuando yo lavaba mis caminos con manteca, y la piedra me derramaba ríos de aceite;
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 Cuando salía a la puerta a juicio, y en la plaza hacía aparejar mi silla:
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 Los mozos me veían, y se escondían, y los viejos se levantaban, y estaban en pie.
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 Los príncipes detenían sus palabras, y ponían la mano sobre su boca.
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 La voz de los principales se ocultaba, y su lengua se pegaba a su paladar.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 Cuando los oídos que me oían, me llamaban bienaventurado, y los ojos que me veían, me daban testimonio;
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 Porque libraba al pobre que gritaba, y al huérfano que carecía de ayudador.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 La bendición del que se iba a perder venía sobre mí, y al corazón de la viuda hacía cantar de alegría.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 Vestíame de justicia, y ella me vestía como un manto, y mí toca era juicio.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 Yo era ojos al ciego, y pies al cojo.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 A los menesterosos era padre, y de la causa que no entendía, me informaba con diligencia.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 Y quebraba los colmillos del inicuo; y de sus dientes hacía soltar la presa.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 Y decía: En mi nido moriré, y como arena multiplicaré días.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 Mi raíz está abierta junto a las aguas, y en mis ramas permanecerá rocío.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 Mi honra se renueva conmigo, y mi arco se renueva en mi mano.
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 Oíanme y esperaban, y callaban a mi consejo.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 Tras mi palabra no replicaban: mas mi razón destilaba sobre ellos.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 Y esperábanme como a la lluvia, y abrían su boca como a la lluvia tardía.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 Si me reía a ellos, no lo creían; ni derribaban la luz de mi rostro.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 Aprobaba el camino de ellos, y sentábame en cabecera; y moraba como el rey en el ejército, como el que consuela llorosos.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.

< Job 29 >