< Job 30 >

1 Mas ahora los más mozos de días que yo, se rien de mí, cuyos padres yo desdeñara de ponerlos con los perros de mi ganado,
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Porque ¿para qué había yo menester la fuerza de sus manos, en los cuales pereció el tiempo?
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 Por causa de la pobreza y de la hambre solos: que huían a la soledad, al lugar tenebroso, asolado y desierto.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Que cogían malvas entre los árboles, y raíces de enebros para calentarse.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 Eran echados de entre las gentes, y todos les daban grita como a ladrón.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 Que habitaban en las barrancas de los arroyos, en las cavernas de la tierra, y en las piedras.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Que bramaban entre las matas, y se congregaban debajo de las espinas.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 Hijos de viles, y hombres sin nombre: mas bajos que la misma tierra.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Y ahora yo soy su canción, y soy hecho a ellos refrán.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 Abomínanme, aléjanse de mí; y aun de mi rostro no detuvieron su saliva.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Porque Dios desató mi cuerda, y me afligió; y quitaron el freno delante de mi rostro.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 A la mano derecha se levantaron los muchachos; rempujaron mis pies, y pisaron sobre mí las sendas de su contrición.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 Mi senda derribaron: aprovecháronse de mi quebrantamiento; contra los cuales no hubo ayudador.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Vinieron como por portillo ancho: revolviéronse por mi calamidad.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Turbaciones se convirtieron sobre mí: combatieron como un viento mi voluntad, y mi salud como nube que pasa.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Y ahora mi alma está derramada en mí: días de aflicción me han comprendido.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 De noche taladra sobre mí mis huesos, y mis pulsos no reposan.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 Con la grandeza de la fuerza del dolor mi vestidura es mudada; cíñeme como el collar de mi ropa.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Derribóme en el lodo, y soy semejante al polvo, y a la ceniza.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Clamo a ti, y no me oyes: me presento, y no me echas de ver.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Háste tornado cruel para mí: con la fortaleza de tu mano me amenazas.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Levantásteme, e hicísteme cabalgar sobre el viento, y derretiste en mí el ser.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Porque yo conozco que me tornas a la muerte, y a la casa determinada a todo viviente.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Mas él no extenderá la mano contra el sepulcro; ¿clamarán los sepultados cuando él los quebrantare?
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 ¿No lloré yo al afligido, y mi alma no se entristeció sobre el menesteroso?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 Cuando esperaba el bien, entonces me vino el mal; y cuando esperaba la luz, vino la oscuridad.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Mis entrañas hierven, y no reposan: previniéronme días de aflicción.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Denegrido anduve, y no por el sol: levantéme en la congregación, y clamé.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Hermano fui de los dragones, y compañero de las hijas del avestruz.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Mi cuero está denegrido sobre mí, y mis huesos se secaron con sequedad.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Y mi arpa se tornó en luto, y mi órgano en voz de lamentantes.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

< Job 30 >