Jobs 27

1 Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

Hiob toaa nʼasɛm so se,

2 Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg

“Sɛ Onyankopɔn te ase yi, nea wammu me atɛntrenee no, Otumfo a wama madi me kra mu awerɛhow,

3 - for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese -:

mmere dodow a nkwa wɔ me mu, na Onyankopɔn home wɔ me mu yi,

4 Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.

mʼano renka amumɔyɛsɛm, na me tɛkrɛma rentwa nkontompo.

5 Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.

Merennye nto mu da sɛ nea woka no yɛ nokware; merenka me mudi nhyɛ, kosi sɛ mewu.

6 Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.

Mekura me trenee mu, merennyaa mu; sɛ mete ase yi, me tiboa remmu me fɔ.

7 La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!

“Ma mʼatamfo nyɛ sɛ amumɔyɛfo, na wɔn a wokyi me nyɛ sɛ atorofo.

8 For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?

Anidaso bɛn na wɔn a wonni nyamesu no wɔ wɔ wɔn wu akyi, bere a Onyankopɔn agye wɔn nkwa afi wɔn nsam no?

9 Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?

So Onyankopɔn tie wɔn sufrɛ bere a amanehunu aba wɔn so no ana?

10 Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?

So wɔn ani begye wɔ Otumfo no mu? Wobesu afrɛ Onyankopɔn bere biara ana?

11 Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.

“Mɛma mo Onyankopɔn tumi ho nkyerɛkyerɛ; meremfa Otumfo no akwan nhintaw.

12 I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?

Mo ankasa moahu eyinom nyinaa. Afei nsɛnhunu yi ase ne dɛn?

13 Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:

“Eyi ne nea Onyankopɔn ahyɛ ato hɔ ama omumɔyɛfo, agyapade a otirimɔdenfo nya fi Otumfo no nkyɛn:

14 Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.

Sɛ ɔwɔ mma dodow dɛn ara, wɔn nkrabea ne afoa; na nʼasefo rennidi mmee da.

15 De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.

Ɔyaredɔm besie wɔn a wɔbɛka wɔ nʼakyi, na wɔn akunafo rensu wɔn.

16 Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,

Ɛwɔ mu sɛ ɔhɔre dwetɛ te sɛ mfutuma na ɔboa ntama ano sɛ dɔte,

17 så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.

nea ɔpɛ gu hɔ no, atreneefo na wobefura na pɛpɛyɛfo no nso akyekyɛ dwetɛ no.

18 Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.

Ofi a osi no te sɛ ananse abubummaba, ɛte sɛ pata bi a ɔwɛmfo abɔ.

19 Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det er der ikke.

Ɔda hɔ te sɛ ɔdefo, nanso ɔrenna saa bio; ɔbɛtew nʼani no na ne nyinaa atu ayera.

20 Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.

Ahunahuna ba ne so sɛ nsuyiri; ahum hwim no kɔ anadwo.

21 Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.

Apuei mframa soa no kɔ, na onni hɔ bio; ɛtwe no fi ne tenabea.

22 Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.

Ɛbɔ no a ahummɔbɔ nni mu bere a ɔreguan afi ne tumi ase.

23 Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.

Ɔde fɛw bɔ ne nsam na ɔpam no fi ne tenabea.”