Jobs 19

1 Da tok Job til orde og sa:

Na Hiob buae se,

2 Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?

“Mobɛhyɛ me ɔyaw na mode nsɛm abubu me akosi da bɛn?

3 Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.

Mpɛn du ni a moasopa me; mo ani nwu sɛ motow hyɛ me so.

4 Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.

Sɛ ɛyɛ nokware sɛ mafom ɔkwan a, me mfomso yɛ me nko ara asɛm.

5 Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?

Sɛ ampa sɛ mobɛma mo ho so asen me na mode mʼanimguase ayɛ adanse atia me a,

6 Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!

ɛno de munhu sɛ Onyankopɔn ayɛ me bɔne na ɔde ne tan atwa me ho ahyia.

7 Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.

“Ɛwɔ mu, misu se, ‘Wɔafom me’ de, nanso obiara mmua me; meteɛ mu pɛ mmoa, nanso atɛntrenee biara nni hɔ.

8 Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.

Wasiw me kwan enti mintumi nsen; ɔde sum aduru mʼakwan so.

9 Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.

Wayi mʼanuonyam afi me so na watu mʼahenkyɛw afi me ti so.

10 Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.

Wasɛe me akwannuasa nyinaa so de awie me; watu mʼanidaso ase te sɛ dua.

11 Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.

Nʼabufuw huru tia me; na wakan me afra nʼatamfo mu.

12 Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.

Nʼakofo ba anibere so; wosisi mpie de tia me na wotwa me ntamadan ho hyia.

13 Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.

“Wayi me nuabarimanom afi me ho; na mʼamanifo atwe wɔn ho koraa.

14 Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.

Mʼabusuafo kɔ; na me nnamfonom werɛ afi me.

15 Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.

Mʼahɔho ne me mmaawa bu me sɛ ɔhɔho; mete sɛ ɔnanani ma wɔn.

16 Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.

Mefrɛ me somfo, na ommua; mpo, metew mʼano srɛ no.

17 Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.

Me home bɔn me yere; me ho afono mʼankasa nuabarimanom.

18 Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.

Mpo, mmarimaa nkumaa bu me animtiaa; sɛ mipue a wodi me ho fɛw.

19 Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.

Me nnamfo ankasa nyinaa kyi me; mʼadɔfo asɔre atia me.

20 Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.

Maka were ne nnompe, nea mede aguan nkutoo ne me se akyi nam.

21 Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.

“Munhu me mmɔbɔ, me nnamfonom, munhu mmɔbɔ, na Onyankopɔn nsa abɔ me.

22 Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?

Adɛn nti na motaa me sɛnea Onyankopɔn yɛ no? Na mommfa me honam yi saa ara?

23 Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,

“Ao, sɛ anka wɔde me nsɛm bɛhyɛ nhoma mu, anka wɔbɛkyerɛw wɔ nhoma mmobɔwee so,

24 ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!

anka wɔde dade pɛe bɛkyerɛw wɔ sumpii so, anaa wobekuruakyerɛw wɔ ɔbotan so afebɔɔ!

25 Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.

Minim sɛ me dimafo te ase, na awiei no ɔbɛsɔre agyina asase so.

26 Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,

Na wɔasɛe me were awie no, mefi me were mu ahu Onyankopɔn.

27 han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv.

Me ara mehu no mede mʼani, na ɛnyɛ obi foforo ani, behu no. Sɛnea me koma ho pere wɔ me mu!

28 Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -

“Sɛ moka se, ‘Yɛbɛteetee no, efisɛ ɔhaw no fi ɔno ara a,’

29 så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.

ɛsɛ sɛ mo ankasa musuro afoa no na abufuw nam afoa so de asotwe bɛba, na mubehu sɛ atemmu wɔ hɔ.”