< Job 14 >

1 Der Mensch, vom Weibe geboren, kurz von Tagen und gesättigt mit Unruhe, -
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 wie eine Blume geht er auf und welkt dahin, flieht wie der Schatten und hat nicht Bestand.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Und über solchen hältst du deine Augen offen und mich ziehst du vor dein Gericht!
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Wie könnte wohl ein Reiner von Unreinen kommen? Nicht einer!
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Wenn seine Tage fest bestimmt sind, die Zahl seiner Monde feststeht bei dir, du ihm ein Ziel gesetzt hast, das er nicht überschreiten kann,
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 so blicke weg von ihm, daß er raste und wie ein Löhner seines Tages froh werde!
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 Denn für den Baum zwar giebt's ein Hoffen: wird er abgehauen, so treibt er neue Sprossen, und sein Schößling bleibt nicht aus.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Oba auch seine Wurzel in der Erde altert, und sein Stumpf im Staube abstirbt,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 vom Duft des Wassers schlägt er wieder aus und treibt Zweige wie ein frisch gepflanztes Reis.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 Doch stirbt ein Mann, so liegt er hingestreckt, verscheidet ein Mensch - wo ist er dann?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 Wie die Gewässer schwinden aus dem See, der Strom versiegt und vertrocknet,
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 so legt der Mensch sich nieder und steht nicht wieder auf; bis der Himmel vergeht, erwachen sie nicht und regen sich nicht aus ihrem Schlaf.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 O daß du mich in der Unterwelt verwahrtest, mich bärgest, bis dein Zorn sich gelegt, ein Ziel mir setztest und dann mein gedächtest! - (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Wenn der Mensch stirbt, lebt er dann wieder auf? Dann wollte ich alle meine Kampfestage ausharren, bis meine Ablösung käme!
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Du würdest rufen, und ich dir antworten; nach deiner Hände Werk würdest du dich sehnen.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Jetzt aber zählst du meine Schritte, gehst an meiner Sünde nicht vorüber.
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 Versiegelt ruht ihm Beutel mein Vergehen, und meine Schuld verklebtest du.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 Aber wie der Berg im Sturze zerfällt, und der Fels von seiner Stelle rückt,
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 wie das Wasser Steine zerreibt, und seine Fluten das Erdreich fortschwemmen, so hast du des Menschen Hoffen vernichtet.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Du vergewaltigst ihn für immer, und er geht dahin, entstellst sein Antlitz und lässest ihn dahinfahren.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 Kommen seine Kinder zu Ehren - er weiß es nicht, sinken sie herab - er hat nicht acht auf sie.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Nur über ihn selbst fühlt Schmerz sein Leib, und über ihn selbst trauert seine Seele!
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

< Job 14 >