< Romans 4 >

1 What then shall we say—as touching Abraham our forefather?
Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet?
2 For, if Abraham by works was declared righteous, he hath whereof to boast; —nevertheless, not towards God, —
Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud.
3 For what doth the Scripture say? And Abraham believed in God, and it was reckoned unto him as righteousness.
Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed."
4 Now, unto him that worketh, the reward is not reckoned by way of favour but by way of obligation,
Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed;
5 Whereas, unto him that worketh not but believeth on him that declareth righteous the ungodly, his faith is reckoned as righteousness.
den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;
6 Just as David also affirmeth the happiness of the man unto whom God reckoneth righteousness apart from works: —
ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger:
7 Happy, they whose lawlessnesses have been forgiven and whose sins have been covered,
"Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte;
8 Happy, the man whose sin the Lord will in nowise reckon.
salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."
9 This happiness, then, [is it] for the circumcision, or for the uncircumcision? for we say—His faith was reckoned unto Abraham as righteousness:
Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.
10 How, then, was it reckoned? When he was in circumcision or in uncircumcision? Not in circumcision, but in uncircumcision;
Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud.
11 And, a sign, he received [namely] of circumcision, a seal of the righteousness of the faith which he had while yet uncircumcised; to the end he might be father of all that believe during uncircumcision, to the end [the same] righteousness might be reckoned unto them, —
Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet,
12 And father of circumcision—unto them who are not of circumcision only, but who also walk in the steps of the faith, while yet uncircumcised, of our father Abraham.
og Fader til omskårne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.
13 For, not through means of law, doth the promise belong unto Abraham or unto his seed, —that he should be heir of the world; but, through a righteousness by faith.
Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.
14 For, if they who are of law are heirs, made void is faith and of no effect is the promise.
Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.
15 For, the law, worketh out anger, but, where there is no law, neither is there transgression.
Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse.
16 For this cause, it is by faith, in order that it may be by way of favour, so that the promise is firm unto all the seed, —not unto that by the law only, but unto that also [which is such] by the faith of Abraham; who is father of us all, —
Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle
17 Even as it is written—Father of many nations, have I appointed thee: before him whom he believed—God, who causeth the dead to live, and calleth the things that are not as things that are: —
(som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var.
18 Who, past hope, upon hope believed, so that he became father of many nations, —according to what had been said—So shall be thy seed; —
Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd være;"
19 And, without becoming weak in his faith, he attentively considered his own body, already deadened—he being a hundred years old, the deadening also of Sarah’s womb;
og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet;
20 In respect, however, of the promise of God, he was not led to hesitate by unbelief, but received power by his faith, giving glory unto God,
men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære
21 And being fully persuaded (that), —what he hath promised, able is he also to perform:
og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre.
22 Wherefore [also], it was reckoned unto him as righteousness.
Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.
23 Now it was not written for his sake alone that it was reckoned unto him,
Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet,
24 But for our sakes also—unto whom it is to be reckoned, —even unto them that believe upon him who raised Jesus our Lord from among the dead:
men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,
25 Who was delivered up on account of our offences and was raised on account of the declaring us righteous.
ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.

< Romans 4 >