< Luke 23 >

1 And one and all the throng of them, arising, led him unto Pilate.
Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus.
2 And they began to accuse him, saying—This one, found we, perverting our nation, and forbidding to give, tribute unto Caesar, —and affirming himself to be, an anointed king.
Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge."
3 And, Pilate, questioned him, saying—Art, thou, the king of the Jews? And, he, answering him, said—Thou, sayest.
Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det."
4 And, Pilate, said unto the High-priests and the multitudes, Nothing, find I, worthy of blame, in this man.
Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske."
5 But, they, began to be urgent, saying—He is stirring up the people, teaching along all Judaea, even beginning from Galilee unto this place.
Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil."
6 Now, Pilate, hearing [that], questioned whether the man was, a Galilaean.
Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer.
7 And, getting to know that he was of the jurisdiction of Herod, he sent him back unto Herod, he also, being in Jerusalem in these days.
Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage.
8 And, Herod, seeing Jesus, rejoiced exceedingly; for he had been, a considerable number of times, wishing to see him, —because he had heard concerning him, and was hoping, some sign, to behold, by him, brought to pass.
Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han håbede at se et Tegn blive gjort af ham.
9 And he went on to question him in a good many words; but, he, answered him, nothing.
Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet.
10 And the High-priests and the Scribes stood vehemently accusing him.
Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt.
11 And Herod with his soldiery, having set him at nought, and mocked him, threw about him a gorgeous robe, and sent him back unto Pilate.
Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen.
12 And they became friends—both Herod and Pilate—on the self-same day, one with another; for they had previously been at enmity between themselves.
På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden.
13 And, Pilate, calling together the High-priests, and the Rulers, and the people,
Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og Folket
14 said unto them—Ye brought unto me this man, as one turning away the people, and lo! I, in your presence, examining him, found, nothing, in this man worthy of blame, in respect of the things whereof ye were making accusation against him.
og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for,
15 Nay! nor Herod; for he hath sent him back unto you, —and lo! nothing worthy of death, hath been done by him.
og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for.
16 So, then, chastising him, I will release him.
Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs."
(Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.)
18 But they cried aloud, with the whole throng, saying—Away with this man! and release unto us Barabbas: —
Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os Barabbas!"
19 who indeed, because of a certain revolt which had occurred in the city, and of murder, had been thrown into prison.
Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord.
20 Again, however, Pilate, called out unto them, wishing to release Jesus.
Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus.
21 But, they, called out in return, saying—Crucify! crucify him!
Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham!
22 But, he, the third time, said unto them—Why! what base thing hath this man done? Nothing worthy of death, found I in him. Chastising him, then, I will release him!
Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs."
23 But they became urgent with loud voices, claiming to have him crucified; and their voices began to prevail.
Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd.
24 And, Pilate, consented, that their request should be granted;
Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes;
25 and released him who, for revolt and murder, had been cast into prison, whom they claimed, —whereas, Jesus, delivered he up unto their will.
og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.
26 And, as they led him away, they laid hold of a certain Simon, a Cyrenian, coming from the country, —they laid on him the cross, that he might bear it after Jesus.
Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus.
27 And there was following him a great throng of the people, and of women, who were smiting themselves and lamenting him.
Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham.
28 But, turning towards them, Jesus said—Daughters of Jerusalem! Do not weep for me; but, for yourselves, be weeping, and for your children.
Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn!
29 For lo! days are coming, in which they will say—Happy the barren! even the wombs that never bare, and the breasts that never gave suck.
Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.
30 Then, will they begin to say—unto the mountains, Fall upon us! and unto the hills, Cover us!
Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os!
31 Because if, in moist wood, these things, they are doing, —in, the dry, what shall happen?
Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?"
32 And there were being led, two other evil-doers also, to be lifted up.
Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham.
33 And, when they came into the place which was called Skull, there, they crucified him; and the evil-doers, one indeed on the right hand, and the other on the left.
Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side.
34 But, Jesus, was saying—Father! forgive them; for they know not what they do. And, when they were parting his garments, they cast lots.
Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning.
35 And the people were standing, looking on. But the rulers were sneering, saying—Others, he saved, let him save himself, —if, this, is, the Christ of God, the Chosen.
Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte."
36 Moreover the soldiers also mocked him, —coming near, offering, vinegar, unto him,
Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde:
37 and saying—If, thou, art the King of the Jews, save thyself.
"Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!"
38 Now there was an inscription also, over him—THE KING OF THE JEWS, THIS!
Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge."
39 And, one of the suspended evil-doers, began to defame him—Art not, thou, the Christ? Save thyself and us!
Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!"
40 But the other, answering, rebuked him, and said—Neither fearest, thou, God, in that thou art, in the same judgment?
Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom?
41 And, we, indeed, justly, —for, things worthy of what we have done, are we duly receiving, but, this man, nothing amiss, hath done.
Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt."
42 And he went on to say—Jesus! remember me, whensoever thou shalt come into thy kingdom.
Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!"
43 And he said unto him—Verily, I say unto thee this day: With me, shalt thou be in Paradise.
Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset."
44 And it was already about the sixth hour, and, darkness, came upon the whole land, until the ninth hour, —
Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time,
45 the sun failing; and the veil of the temple was rent in the midst.
idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over.
46 And, calling out with a loud voice, Jesus said—Father! into thy hands, I commend my spirit. And, this, saying, he ceased to breathe.
Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han.
47 And the centurion, beholding that which came to pass, began to glorify God, saying—In very deed, this man, was, righteous.
Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt."
48 And, all the multitudes who had been drawn together unto this spectacle, having looked upon the things that came to pass, smiting their breasts, began to return.
Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage.
49 But all they who were acquainted with him, were standing afar off, women also who had followed with him from Galilee, —beholding these things.
Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.
50 And lo! a man, by name Joseph, being, a councillor, —a good and righteous man
Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og retfærdig Mand,
51 (the same had not consented unto their plan and deed), —from Arimathaea, a city of the Jews, who was awaiting the kingdom of God,
han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige;
52 the same, going unto Pilate, claimed the body of Jesus.
han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme.
53 And, taking it down, he wrapped it in a fine Indian cloth, and laid him in a tomb hewn in stone, —where no one as yet was lying.
Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt.
54 And it was a day of preparation, and, a Sabbath, was about to dawn.
Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til.
55 And the women, they who had come out of Galilee with him, following after, observed the tomb, and how his body was laid.
Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.
56 And, returning, they made ready spices and perfumes. And, on the Sabbath, indeed, they were quiet, according to the commandment;
Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.

< Luke 23 >