< Luke 24 >

1 but, on the first day of the week, at early dawn, unto the tomb, came they, bringing the spices which they had prepared.
Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
2 And they found the stone, rolled away from the tomb;
Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
3 but, when they entered, they found not the body of the Lord Jesus.
Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
4 And it came to pass, while they were perplexing themselves concerning this, that lo! two men, stood near them, in dazzling raiment.
Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon.
5 And, they becoming afraid, and bending their faces unto the ground, they said unto them—Why seek ye the Living One with the dead?
Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
6 He is not here, but hath arisen: Remember how he spake unto you while yet he was in Galilee:
Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
7 Saying, as to the Son of Man, that he must needs be delivered up into the hands of sinful men, and be crucified, —and, on the third day, arise.
at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag."
8 And they remembered his sayings;
Og de kom hans Ord i Hu.
9 and, returning [from the tomb], reported all these things unto the eleven, and unto all the rest.
Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
10 Now they were the Magdalene Mary, and Joana, and Mary the mother of James; and, the other women with them, were telling, unto the apostles, these things.
Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
11 And these sayings appeared before them, as if idle talk, and they were minded to disbelieve them.
Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
12 But, Peter, arising, ran unto the tomb, —and, bending near, beholdeth the linen bandages, alone; and departed, unto himself, marvelling at the thing that had happened.
Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
13 And lo! two from among them, on the selfsame day, were journeying unto a village, distant sixty furlongs from Jerusalem, the name of which, was Emmaus;
Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
14 and, they, were conversing one with another, about all these things which had occurred.
Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
15 And it came to pass, as they were conversing and reasoning together, that, Jesus himself, drawing near, was journeying with them;
Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
16 but, their eyes, were held, so as not to know him.
Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.
17 And he said unto them—What are these things which ye are debating one with another, as ye walk along? And they came to a stand, sad in countenance.
Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede.
18 But one, by name Cleopas, answering, said unto him—Art, thou, lodging, alone, in Jerusalem, and knowest not the things which have come to pass therein in these days?
Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?"
19 And he said unto them—What things? And, they, said unto him—The things concerning Jesus the Nazarene, who became a prophet, mighty in work and word, before God and all the people:
Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
20 In what way also our High-priests and Rulers delivered him up unto a sentence of death, and crucified him.
og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
21 We, however, were hoping that, he, was the one destined to redeem Israel! But indeed, even with all these things, this brings on, the third, day, since these things happened: —
Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
22 Nay! certain women also, from amongst us, have made us beside ourselves, in that they went early unto the tomb;
Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven,
23 and, not finding his body, came, saying—that, a vision of messengers, they had seen, who were affirming him to be alive.
og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
24 And certain of them who were with us departed unto the tomb, —and found so, according as, the women, had said; but, him, they saw not.
Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."
25 And, he, said unto them—O thoughtless ones! and slow in heart to rest your faith upon all things which the prophets have spoken: —
Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt!
26 Was it not needful for the Christ, these very things, to suffer, and to enter into his glory?
Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?"
27 And, beginning from Moses, and from all the prophets, he thoroughly explained to them, in all the Scriptures, the things concerning himself.
Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
28 And they drew near unto the village, whither they were journeying; and, he, made for journeying, further.
Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre.
29 And they constrained him, saying—Abide with us; because it is, towards evening, and the day hath already declined. And he went in to abide with them.
Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem.
30 And it came to pass, when he reclined with them, taking the loaf, he blessed, and, breaking it, went on to give unto them.
Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
31 And, their, eyes were opened, and they knew him; and, he, vanished from them.
Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
32 And they said one to another—Was not, our heart, burning, as he was speaking to us in the way, as he was opening to us the Scriptures?
Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"
33 And, arising in that very hour, they returned unto Jerusalem, —and found, gathered together, the eleven, and them who were with them,
Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
34 saying—In truth, the Lord hath arisen, and hath appeared unto Simon!
"Herren er virkelig opstanden og set af Simon."
35 And, they, went on to relate the things, [that had passed] on the journey, and how he was made known unto them in the breaking of the loaf.
Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
36 Now, as, these very things, they were telling, he himself, stood in their midst and saith unto them—Peace to you!
Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: "Fred være med eder!"
37 But, being agitated and becoming, afraid, they began to imagine, that, upon a spirit, they were looking.
Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd.
38 And he said unto them—Why are ye troubled? and for what cause do reasonings arise in your hearts?
Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
39 See my hands, and my feet, —that it is, I, myself: Handle me, and see! because, a spirit, hath not, flesh and bones, as ye perceive, I, have.
Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har."
40 And, this saying, he pointed out to them his hands and his feet.
Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
41 Now, while yet they believed not for the joy, and were marvelling, he said unto them—Have ye anything to eat, here?
Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?"
42 And they gave unto him a piece of boiled fish;
Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
43 and, taking it before them, he did eat.
Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
44 And he said unto them—These, are my words, which I spake unto you yet being with you: That all the things that are written in the law of Moses and the Prophets and Psalms, concerning me, must needs be fulfilled.
Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne."
45 Then, opened he their mind, to understand the Scriptures;
Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne.
46 and said unto them—Thus, it is written, That the Christ, should suffer, and arise from among the dead on the third day;
Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag,
47 And that repentance for remission of sins should be proclaimed upon his name unto all the nations, —beginning from Jerusalem.
og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
48 Ye, are witnesses of these things.
I ere Vidner om disse Ting.
49 And lo! I, am sending forth the promise of my Father upon you; but tarry, ye, in the city, until ye be clothed, from on high, with power.
Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."
50 And he led them forth as far as unto Bethany; and, uplifting his hands, he blessed them.
Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
51 And it came to pass, while he was blessing them, he parted from them and was born up into heaven.
Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
52 And, they, having bowed down unto him returned unto Jerusalem, with great joy;
Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
53 and were continually in the temple, blessing God.
Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.

< Luke 24 >