Aabenbaringen 5

1 Og jeg så i hans højre Hånd, som sad på Tronen, en Bog, beskreven indeni og udenpå, forseglet med syv Segl.

To pacoengah angraeng tangkhang nuiah anghnu Anih ih bantang banah kaom ahnuk ahmaa ca kangrik, catui sarihto daeng ih ca tangoengh to ka hnuk.

2 Og jeg så en vældig Engel, som udråbte med høj Røst: Hvem er værdig til at åbne Bogen og bryde dens Segl?

To naah ca tangoengh hoi catui daeng ih cabu paongh han krah kami loe mi maw? tiah kahang tha kacak vankami maeto ka hnuk.

3 Og ingen i Himmelen, ej heller på Jorden, ej heller under Jorden, formåede at åbne Bogen eller at se i den.

To ca tangoengh to khet moe, paongh hanah van ah maw, to tih ai boeh loe long nuiah maw, to tih ai boeh loe long thungah maw kami maeto doeh om ai.

4 Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne Bogen eller at se i den.

To cabu to paongh moe, kroek han ih, to tih ai boeh loe khet han krah kami maeto doeh om ai pongah, ka qah khing.

5 Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, så han kan åbne Bogen og dens syv Segl.

To naah saning coeh kami maeto mah kai khaeah, qah hmah: khenah, David ih Tangzuun ah kaom, Judah acaeng thung hoi tacawt Kaipui mah, ca tangoengh to paongh moe, catui sarihto daengh ih ca tangoeng to khramh hanah pazawk boeh, tiah ang naa.

6 Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne, hvilke ere de syv Guds Ånder, som ere udsendte til hele Jorden.

To naah angraeng tangkhang hoi kahing sak ih hmuen palitonawk um ah, saningcoeh kaminawk um ah, boh tangcae baktiah kangdoe Tuucaa maeto ka hnuk. To Tuucaa loe takii sarihto hoi mik sarihto tawnh, to loe long pum ah patoeh ih Sithaw ih Muithla sarihto ah oh.

7 Og det kom og tog Bogen af hans højre Hånd, som sad på Tronen.

Anih to angzoh moe, angraeng tangkhang nuiah anghnu Anih bantang ban ih ca tangoengh to a lak.

8 Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner.

Anih mah ca tangoeng to lak naah, kahing sak ih hmuen palito hoi saningcoeh pumphae palitonawk Tuucaa hmaa ah khokkhu cangkrawn o. Nihcae boih loe kaciim kaminawk ih lawkthuihaih ah kaom, hmuihoih tui hoiah kakoi katoeng maeto hoi sui boengloeng to tawnh o boih.

9 Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og Folkeslag,

Nang loe ca tangoengh to lak moe, catui daeng ih ca tangoengh to paongh hanah krak tangak: nang loe na duek boeh moe, acaeng kaminawk, lok congca apae kaminawk, acaeng hoi kami boih thung hoiah kaicae hae Sithaw hanah nangmah ih athii hoiah akrang boeh,

10 og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster, og de skulle være Konger på Jorden.

kaicae ih Sithaw hmaa ah siangpahrang hoi qaima ah nang ohsak moe, long ukhaih akaa kaicae hanah nang paek, tiah laa kangtha to a sak o.

11 Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder,

Ka khet naah, angraeng tangkhang, kahing sak ih hmuennawk hoi saningcoeh kaminawk ih a taeng hoiah alet sang hato pacoeng, sang hato, alet sangto pacoeng, sangto kaom kanoih parai vankaminawk ih lok to ka thaih.

12 og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at få Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse!

Nihcae mah, Hum ih Tuucaa loe sak thaihaih, angraenghaih, palunghahaih, thacakhaih, pakoehhaih, lensawkhaih hoi tahamhoihaih hnuk han krak tangak, tiah tha hoiah a hang o.

13 Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden og på Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder på Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder! (aiōn g165)

To pacoengah van ah kaom, long nuiah kaom, long tlim ah kaom, tuipui hoi a thungah kaom, sak ih hmuennawk boih mah, angraeng tangkhang nuiah anghnu Anih hoi Tuucaa khaeah, tahamhoihaih hoi pakoehhaih, lensawkhaih hoi thacakhaihnawk loe dungzan hoi dungzan khoek to om poe nasoe, tiah thuih o ih lok to ka thaih. (aiōn g165)

14 Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og tilbade.

To pacoengah kahing moi palitonawk mah, Amen, tiah thuih o. To naah saningcoeh pumphae palito kaminawk mah dungzan hoi dungzan ah kahing Anih to khokkhu cangkrawnhaih hoiah bok o.