Salme 89
1 (En Maskil af Ezraitten Etan.) Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed.
Ukovita pesem Etana Ezrajičana. Milosti Gospodove bodem prepeval vekomaj; od roda do roda bodem oznanjal z usti svojimi zvestobo tvojo.
2 Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed.
Ker preverjen sem, da se bode vekomaj slavila milost tvoja; v samih nebesih bodeš utrdil zvestobo svojo, s katero si rekel:
3 Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener:
Sklenil sem zavezo z izvoljenim svojim, prisegel sem Davidu, svojemu hlapcu.
4 "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" (Sela)
Da bodem na vekomaj utrdil seme tvoje in stavil prestol tvoj od roda do roda.
5 Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling.
Zatorej slavé nebesa čudovito delo tvoje, Gospod; in zvestobo tvojo v zboru svetnikov.
6 Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner?
Kdo namreč naj se enako čisla v gornjem oblaku Gospodu; primerja se Gospodu med sinovi mogočnih?
7 En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham.
Bog mogočni je strašán v zboru svetnikov, in čestit nad vse, kar ga obdaja.
8 HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig.
O Gospod, Bog vojnih krdél, kdo je tebi enako mogočen, Gospod? Ker zvestoba tvoja te ogrinja!
9 Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem.
Ti gospoduješ nad morja ponosom; ko se spenjajo valovi njegovi, ti jih krotiš.
10 Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm.
Ti si zdrobil, kakor prebodenega, Egipčana; z roko svoje moči si razkropil sovražnike svoje.
11 Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde.
Tvoja so nebesa in tvoja zemlja; vesoljni svet in česar je poln ustanovil si tí.
12 Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn.
Sever in jug, katera si ti ustvaril, Tabor in Hermon prepevajo o imenu tvojem.
13 Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet.
Ti imaš roko z močjo; krepka je tvoja roka, vzvišena desnica tvoja.
14 Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn.
Pravica in sodba sta za prebivališče tvojemu prestolu; milost in zvestoba hodita pred tvojim obličjem.
15 Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys!
Blagor ljudstvu, katero pozna trombe glas, hodi v svetlobi obličja tvojega, Gospod!
16 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed.
V imenu tvojem radujejo se ves dan, in dvigujejo se v pravici tvoji.
17 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;
Ker slava si njih móči, in po blagovoljnosti tvoji dviguje se naš rog.
18 thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!
Gospod namreč je naš ščit in svetnika Izraelovega, našega kralja.
19 Du taled engang i et Syn til dine fromme: "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;
Tedaj si v prikazni nagovoril njega, kateremu milost deliš, ter mu rekel: "Pomoč sem napravil zoper močnega, povzdignil izvoljenega iz ljudstva.
20 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie;
Našel sem Davida, svojega hlapca; pomazilil sem ga sè svetim oljem svojim.
21 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.
Z njim bodi stanovitna roka moja, in dlan moja naj ga krepča.
22 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;
Ne bode ga stiskal sovražnik, in krivici udani ga ne ne bode žalil.
23 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham;
Temuč starem izpred njegovega obličja neprijatelje njegove, in sovražnike udarim.
24 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;
Tako mu bode pomagala zvestoba moja in milost moja, da se bode v mojem imenu povzdignil rog njegov.
25 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;
Ker nad morje položim roko njegovo, in nad reke njegovo desnico.
26 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
On me bode klical: Ti oče moj; Bog moj mogočni in skala blaginje moje!
27 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;
In jaz ga postavim za prvorojenca, povišanega nad zemeljske kralje.
28 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;
Vekomaj mu ohranim milost svojo, in zaveza moja mu bode zvesta.
29 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til.
In vekomaj postavim seme njegovo in prestol njegov kakor so dnevi nebeški.
30 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,
Ako zapusté sinovi njegovi zakon moj, ne bodo hodili v sodbah mojih,
31 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,
Ako oskrunijo postave moje, in se ne držé zapovedi mojih:
32 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;
Obiskal bodem sè šibo njih pregreho; z udarci njih krivico.
33 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;
Milosti pa svoje mu ne odtegnem, in lagal ne bodem zoper zvestobo svojo.
34 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.
Oskrunil ne bodem zaveze svoje, ne izpremenil ust svojih besede.
35 Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke:
Enkrat sem prisegel pri svetosti svoji, Davidu ne bodem lagal:
36 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,
Da bode večno seme njegovo, in prestol njegov kakor solnce pred mano.
37 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, (Sela)
Kakor luna bode stanoviten vekomaj, in kakor priče zveste na gornjem oblaku."
38 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;
Ti pa si zavrgel in zaničeval; razsrdil si se proti maziljencu svojemu.
39 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet;
Zaničeval si hlapca svojega zavezo, oskrunil in vrgel na tla venčanje njegovo.
40 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger;
Podrl si vse ograje njegove; trdnjave njegove si izpostavil razdrobljenju.
41 alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot.
Plenili so ga vsi popotniki, v zasramovanje je sosedom svojim.
42 Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;
Povzdignil si sovražnikov njegovih desnico, razveselil vse neprijatelje njegove.
43 hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen;
Skrhal si tudi meča njegovega ostrino, in utrdil ga nisi v vojski.
44 du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,
Storil si, da mine bleščoba njegova, in prestol njegov si pahnil na tla.
45 afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. (Sela)
Okrajšal si dnî mladosti njegove; pokril si ga sè sramoto.
46 Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild?
Doklej, Gospod? bodeš li se skrival vekomaj? gorela bode kakor ogenj jeza tvoja?
47 Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn!
Spomni se mene, kako sem kratkih dni, kaj bi bil zastonj ustvaril vse otroke človeške?
48 Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? (Sela) (Sheol h7585)
Kateri mož bi živel tako, da ne izkusi smrti, reši se sam groba? (Sheol h7585)
49 Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David?
Kje so milosti one nekdanje, Gospod, katere si bil prisegel Davidu po zvestobi svoji?
50 Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn,
Spomni se, Gospod, sramote hlapcev svojih, da nosim v naročji svojem zasramovanje vseh ljudstev največjih,
51 hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.
S katerim so sramotili sovražniki tvoji, Gospod, s katerim so sramotili maziljenca tvojega stopinje.
52 Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!
Slava Gospodu vekomaj, zgódi se, še enkrat, zgódi se!
