Salme 73

1 (En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

Psalm Asafov. Dá, dober je Bog Izraelu, čistim v srci.

2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

Jaz pa, malo da se niso izpotaknile noge moje, skoraj nič, da niso izpodrsnili koraki moji,

3 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

Ko sem zavidal blazne, gledal krivičnih blagostanje,

4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

Ker ni ga vozla notri do njih smrti, temuč tolsta je njih moč.

5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

V trudu človeškem niso, in z drugimi ljudmi ne tepó jih nadloge.

6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

Zatorej jih obdajajo prevzetnosti verige, pokriva jih kakor dika silovitost.

7 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

Svétiti se jim od tolšče obé očesi, kipé misli srčne.

8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

Kužni so, in hudobno govoré zatiranje, in z višave govoré.

9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

V nebo dvigajo usta svoja, in jezik njih prehaja zemljo.

10 Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

Zatorej se vrača sem ljudstvo njegovo, ko se čaše, vode polne, iztiskajo jim,

11 De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

Da pravijo: Kako bi poznal Bog mogočni? ali bi bilo znanje v višavi?

12 Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

Glej tiste krivične, kako mirni vekomaj množijo močí.

13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

Vendar zastonj čistim svoje srce, in v snagi umivam rok svoje;

14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

Ko me tepe vsak dan, in pokora moja mi je gotova vsako jutro.

15 Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

Ako rečem: Pravil bodem to; glej, izdajalec bi bil zarodu tvojih sinov.

16 Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

Ako bi mislil spoznati to, težavno se mi je zdelo v mojih očéh;

17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

Dokler sem stopil v svetišča Boga mogočnega, zagledal njih konec.

18 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

Ali na polzlo jih staviš, mečeš jih dol v podrtije.

19 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

Kako ginejo v zapuščenost, kakor v hipu minejo, konec jih je v grozah.

20 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

Kakor sanje, ko se je zbudil kdo: Bog, ko se zbudiš, zaničuješ njih podobo.

21 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

Ko se razdraži srce moje, in ko sem se v ledvicah svojih samega zbadal,

22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

Tedaj sem bil brezpameten, ko nisem vedel: kakor živina bil sem pri tebi.

23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

Zatorej bodem jaz vedno s teboj; prijel si roko desno mojo.

24 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.

Sè sovetom svojim me spremljaj, da me potem v slavo sprejmeš.

25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!

Kdo bi mi bil v nebesih razen tebe? in razen tebe se nikogar ne veselim na zemlji.

26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

Ko peša meso moje in srce moje, skala srca mojega in delež moj je Bog vekomaj.

27 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

Ker glej, kateri so daleč od tebe, ginejo; pokončaš ga, kdor koli se s prešestvovanjem izneveri tebi.

28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.

Meni torej je dobro, da sem blizu Bogu; v Gospoda stavim svoje pribežališče, da oznanjam vsa dela tvoja.