Salme 104
1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Blagoslavljaj, duša moja Gospoda. Gospod, Bog moj, velik si silno, lepoto in veličastvo si oblekel.
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
Odevaš se z lučjo kakor z obleko; nebesa razpenjaš kakor zagrinjalo;
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
Kateri stavi v vode gornje hrame svoje; kateri nareja oblake za voz svoj, kateri hodéva po vetrov perotih,
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Kateri dela vetrove za poslance svoje, za služabnike svoje ogenj plameneči,
5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Ustanovil je zemljo na podstave njene, da se ne gane na vedno večne čase.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Z breznom si jo bil odél kakor z odejo, ko so vode stale čez gore.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Na karanje tvoje so pobegnile, pred groma tvojega glasom bežale so urno.
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Dvignile so se gore, pogreznile se doline na mesto, katero si jim bil ustanovil.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Mejo si postavil, da ne idejo čez, da se ne povrnejo, pokrit zemljo;
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Kateri izpuščaš studence po dolinah, da hodijo med gorami.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Napajajo naj vse poljske živali; žejo svojo gasé divji osli.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Poleg njih prebivajo tice nebeške, glasijo se iz med listja.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Kateri móči goré iz gornjih hramov svojih, da se sè sadom dél tvojih zemlja pase.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
Daješ, da seno raste živini, in zelišče človeku za rabo, da jemlje hrano iz zemlje;
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
Kateri z vinom razveseljuje srce človeku; z oljem svetlo dela čelo, in z jedjo podpira srce človeku.
16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Siti se drevje Gospodovo; cedre na Libanonu, katere je vsadil;
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
(Kjer gnezdijo tički), jelke prebivališče štorklji,
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Gore previsoke divjim kozlom, skale prebivališče gorskim mišim.
19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Postavil je mesec za čase gotove, solnce, ki pozna záhod svoj.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Temé narejaš, da je noč, ko prilezejo vse gozdne živali.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Mladi levi rjoveč po plenu, in iskajoč od Boga mogočnega hrane svoje.
22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
O solnčnem vzhodu se poskrijejo in ležé v brlogih svojih.
23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
Človek gre na delo svoje, in na polje svoje do večera.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Kako veličastna so dela tvoja, o Gospod; kako modro si jih naredil vsa; kako polna je zemlja posesti tvoje!
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
V morji samem velikem in prostornem: tu so lazeče živali, in brez števila živali z velikimi male.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Tod hodijo ladije; som, katerega si ustvaril, igrá se v njem.
27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
Vse tó čaka tebe, da jim daš živeža o svojem času.
28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
Ko jim daješ ti, pobirajo; ko jim odpreš roko svojo sitijo se z dobroto.
29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Ko jim skriješ obličje svoje, zbegajo se; ko jim vzameš sapo, ginejo in povračajo se v svoj prah.
30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
Ko izpuščaš sapo svojo, oživljajo se, obličje obnavljaš zemlji.
31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Čast bodi Gospodu vekomaj; raduj se, Gospod, v delih svojih!
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
Ko pogleda na zemljo, trese se ona; ko se dotakne gorâ, kadé se.
33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Pel bodem Gospodu v življenji svojem; prepeval Bogu svojemu, dokler bodem.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Prijetno bode o njem premišljevanje moje, radoval se bodem jaz v Gospodu.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Izginejo naj grešniki sè zemlje, in krivičnih več ne bódi; blagoslavljaj, duša moja, Gospoda. Aleluja!
