Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Не искушение ли житие человеку на земли, и якоже наемника повседневнаго жизнь его?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Или якоже раб бояйся господа своего и улучив сень? Или якоже наемник ждый мзды своея?
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Такожде и аз ждах месяцы тщы, нощи же болезней даны ми суть.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Аще усну, глаголю: когда день? Егда же востану, паки: когда вечер? Исполнен же бываю болезней от вечера до утра.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Месится же мое тело в гнои червей, обливаю же грудие земли, гной стружа.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Житие же мое есть скоряе беседы, погибе же во тщей надежди.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Помяни убо, яко дух мой живот, и ктому не возвратится око мое видети благая.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Не узрит мене око видящаго мя: очи Твои на мне, и ктому несмь,
якоже облак очищен от небесе: аще бо человек снидет во ад, ктому не взыдет, (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
ни возвратится во свой дом, ниже имать его познати ктому место его.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Убо ниже аз пощажу уст моих, возглаголю в нужди сый, отверзу уста моя горестию души моея сотеснен.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Еда море есмь, или змий, яко учинил еси на мя хранение?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Рекох, яко утешит мя одр мой, произнесу же ко мне на едине слово на ложи моем:
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
устрашаеши мя сониями и видениями ужасаеши мя:
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
свободиши от духа моего душу мою, от смерти же кости моя.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Не поживу бо во век, да долготерплю: отступи от мене, тще бо житие мое.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Что бо есть человек, яко возвеличил еси его? Или яко внимаеши умом к нему?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Или посещение твориши ему по всяко утро и в покои судити его имаши?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Доколе не оставиши мене, ниже отпускаеши мя, дондеже поглощу слины моя в болезни?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Аще аз согреших, что Тебе возмогу соделати, сведый ум человечь? Почто мя еси положил прекословна Тебе, и есмь Тебе бременем?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Почто неси сотворил беззаконию моему забвения, и очищения греха моего? Ныне же в землю отиду, утренюяй же несмь ктому.
