< Job 30 >

1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Porém agora riem de mim os mais jovens do que eu, cujos pais eu havia desdenhado até de os pôr com os cães de meu rebanho.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
De que também me serviria força de suas mãos, nos quais o vigor já pereceu?
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Por causa da pobreza e da fome andavam sós; roem na terra seca, no lugar desolado e deserto em trevas.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Que colhiam malvas entre os arbustos, e seu alimento eram as raízes dos zimbros.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Do meio [das pessoas] eram expulsos, e gritavam contra eles, como a um ladrão.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Habitavam nos barrancos dos ribeiros secos, nos buracos da terra, e nas rochas.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Bramavam entre os arbustos, e se ajuntavam debaixo das urtigas.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Eram filhos de tolos, filhos sem nome, e expulsos de [sua] terra.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Porém agora sirvo-lhes de chacota, e sou para eles um provérbio de escárnio.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Eles me abominam [e] se afastam de mim; porém não hesitam em cuspir no meu rosto.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Pois [Deus] desatou minha corda, e me oprimiu; por isso tiraram [de si] todo constrangimento perante meu rosto.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
À direita os jovens se levantam; empurram meus pés, e preparam contra mim seus caminhos de destruição.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Destroem meu caminho, e promovem minha miséria, sem necessitarem que alguém os ajude.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Eles vêm [contra mim] como que por uma brecha larga, [e] revolvem-se entre a desolação.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Pavores se voltam contra mim; perseguem minha honra como o vento, e como nuvem passou minha prosperidade.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Por isso agora minha alma se derrama em mim; dias de aflição têm me tomado.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
De noite meus ossos se furam em mim, e meus pulsos não descansam.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Por grande força [de Deus] minha roupa está estragada; ele me prendeu como a gola de minha roupa.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Lançou-me na lama, e fiquei semelhante ao pó e à cinza.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Clamo a ti, porém tu não me respondes; eu fico de pé, porém tu ficas [apenas] olhando para mim.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Tu te tornaste cruel para comigo; com a força de tua mão tu me atacas.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Levantas-me sobre o vento, [e] me fazes cavalgar [sobre ele]; e dissolves o meu ser.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Porque eu sei que me levarás à morte; e à casa determinada a todos os viventes.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Porém não se estende a mão para quem está em ruínas, quando clamam em sua opressão?
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Por acaso eu não chorei pelo que estava em dificuldade, [e] minha alma não se angustiou pelo necessitado?
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Quando eu esperava o bem, então veio o mal; quando eu esperava a luz, veio a escuridão.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Minhas entranhas fervem, e não se aquietam; dias de aflição me confrontam.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Ando escurecido, mas não pelo sol; levanto-me na congregação, e clamo por socorro.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Tornei-me irmão dos chacais, e companheiro dos avestruzes.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Minha pele se escureceu sobre mim, e meus ossos se inflamam de febre.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Por isso minha harpa passou a ser para lamentação, e minha flauta para vozes dos que choram.

< Job 30 >