Jobs 11
1 Då tok Sofar frå Na’ama til ords og sagde:
Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2 «Skal slik ei svalling ei få svar? Skal slik ein storpratar få rett?
Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
3 Skal menner for din ordflaum tegja? Skal du få spotta utan skjemsla?
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
4 Du segjer: «Rein er læra mi, eg skuldfri er i dine augo.»
Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
5 Men dersom berre Gud vil tala og opna munnen sin mot deg,
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
6 og syna deg sin løynde visdom, kor han eig vit i dobbelt mål! Då skulde du nok skyna at Gud gjev deg noko til av syndi.
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
7 Skal tru Guds tankedjup du kjenner? Hev du nått fram til Allvalds grensa?
Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du? (Sheol h7585)
9 Lenger enn jordi strekkjer seg og breidare enn havet sjølv.
Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
10 Når han skrid fram og legg i lekkjor, stemnar til doms, kven stoggar honom?
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
11 Han kjenner deim som talar lygn; han ser den falske utan leiting.
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
12 Det tome hovud fær forstand, og asenfolen vert til mann.
saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
13 Men vil du bu ditt hjarta rett og henderne mot honom breida
Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
14 og halda svik frå handa di og urett burte frå ditt tjeld,
hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
15 då kann du lyt’laust hovud lyfta, då stend du fast og ræddast ikkje;
ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
16 då kann du gløyma all di møda, liksom ei elv som framum rann.
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
17 Klårar’ enn dagen stend ditt liv, og myrkret vert til morgongråe;
dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
18 då er du trygg, då hev du von, du ottelaus til kvile gjeng.
Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
19 Du ligg, og ingen upp deg skræmer, og mange vil deg gjerne tekkjast.
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
20 Men augo veiknar på dei vonde; dei hev’kje nokor tilflugt meir, men ventar på å anda ut.»
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
