Salmenes 78

1 En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!

Asaf dwom. Me nkurɔfo, muntie me nkyerɛkyerɛ; monyɛ aso mma mʼanom nsɛm.

2 Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.

Mɛkasa wɔ abebu mu, mɛka ahintasɛm, teteete nneɛma no,

3 Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,

nneɛma a yɛate na yɛahu; nneɛma a yɛn agyanom aka ho asɛm akyerɛ yɛn.

4 det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.

Yɛremfa nkame wɔn mma; yɛbɛka akyerɛ nkyirimma Awurade nneyɛe a ɛfata nkamfo no, ne tumi ne anwonwade a wayɛ no.

5 Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,

Ɔyɛɛ ahyɛde maa Yakob na ɔyɛɛ mmara wɔ Israel, nea ɔhyɛɛ yɛn nenanom sɛ wɔnkyerɛ wɔn mma,

6 forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn

sɛnea ɛbɛyɛ a nkyirimma besua, mpo mmofra a wonnya nwoo wɔn, na wɔn nso akyerɛkyerɛ wɔn mma.

7 og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud

Afei wɔde wɔn ho bɛto Onyankopɔn so, na wɔn werɛ remfi ne nneyɛe, na wobedi nʼahyɛde so.

8 og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.

Wɔrenyɛ sɛ wɔn nenanom, a na wɔyɛ asoɔdenfo ne atuatewfo, wɔn a wonni Onyankopɔn nokware wɔ wɔn koma mu na woyɛ honhom mu atorofo ma no no.

9 Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.

Ɛwɔ mu sɛ na Efraim mmarima kurakura agyan, nanso ɔko da no woguanee;

10 De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,

Wɔanni Onyankopɔn apam no so, wɔampɛ sɛ wodi ne mmara no so.

11 og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.

Wɔn werɛ fii nea wayɛ, anwonwade a wayɛ akyerɛ wɔn no.

12 For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.

Ɔyɛɛ anwonwade wɔ wɔn nenanom anim, wɔ Soan mantam a ɛwɔ Misraim asase so.

13 Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.

Ɔkyɛɛ po mu na ɔde wɔn faa mu. Ɔmaa nsu no gyinaa sɛ afasu.

14 Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.

Ɔde omununkum dii wɔn anim awia na ɔde ogyatɛn dii wɔn anim anadwo nyinaa.

15 Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.

Ɔpaee ɔbotan mu wɔ sare so, na ɔmaa wɔn nsu a ɛdɔɔso sɛ po;

16 Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.

Ɔmaa asuti fii abotan mu na ɔmaa nsu sen sɛ nsubɔnten.

17 Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.

Nanso wɔkɔɔ so yɛɛ bɔne tiaa no, wɔsɔre tiaa Ɔsorosoroni no wɔ sare no so.

18 Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.

Wɔhyɛɛ da kaa aduan a wɔpɛ, de sɔɔ Onyankopɔn hwɛe.

19 Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?

Wɔkasa tiaa Onyankopɔn se, “Onyankopɔn betumi ato pon wɔ sare so ana?

20 Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?

Ɔde ade bɔɔ ɔbotan mu no, nsu tue fii mu, na nsuwa sen buu so. Na obetumi ama yɛn aduan nso? Obetumi ama ne nkurɔfo nam ana?”

21 Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,

Bere a Awurade tee nea wɔreka no, ne bo fuw yiye; ne gya beguu Yakob so, na nʼabufuwhyew sɔre tiaa Israel,

22 fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.

efisɛ na wonni Onyankopɔn mu gyidi anaasɛ ne nkwagye mu ahotoso.

23 Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.

Nanso ɔkasa kyerɛɛ ɔsoro wɔ ɔhyɛ so; na obuee ɔsorosoro apon.

24 Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.

Ɔtɔɔ mana guu fam maa nnipa no sɛ wunni, ɔmaa wɔn ɔsoro aduan.

25 Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.

Nnipa dii abɔfo aduan; ɔmaa wɔn aduan a wobetumi adi nyinaa.

26 Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.

Ogyaa apuei mframa fi ɔsoro, na ofi ne tumi mu bɔɔ atɔe mframa.

27 Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,

Ɔtɔɔ nam sɛ mfutuma guu wɔn so, nnomaa a wotu bebree sɛ mpoano nwea.

28 og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.

Ɔma wɔbaa fam kɔɔ wɔn atenae, ne wɔn ntamadan ho nyinaa.

29 Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.

Wodidi maa aduan no boroo wɔn so efisɛ ɔmaa wɔn nea wɔhwehwɛ.

30 De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,

Nanso ansa na wobefi aduan a wɔhwehwɛ no ho, bere a ɛhyehyɛ wɔn anom mpo no,

31 da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.

Onyankopɔn abufuw sɔree wɔn so; okum ahoɔdenfo a wɔwɔ wɔn mu twitwaa Israel mmerante gui.

32 Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.

Eyinom nyinaa akyi, wɔkɔɔ so yɛɛ bɔne; nʼanwonwade akyi no, wɔannye anni.

33 Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.

Enti otwaa wɔn nna so te sɛ ahuru yɛɛ wɔn mfe awiei huhuuhu.

34 Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud

Bere biara a Onyankopɔn bekum wɔn no, wɔhwehwɛ no na wɔpere wɔn ho san ba ne nkyɛn.

35 og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.

Wɔkaee sɛ Onyankopɔn yɛ wɔn botan, sɛ Ɔsorosoro Nyankopɔn no yɛ wɔn Gyefo.

36 Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.

Nanso wɔde wɔn ano bɛdaadaa no, na wɔde wɔn tɛkrɛma atwa atoro akyerɛ no;

37 Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.

wɔn koma nni no nokware, na wonni nʼapam no so.

38 Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.

Nanso na ɔyɛ ahummɔbɔ; ɔde wɔn amumɔyɛ kyɛɛ wɔn a wansɛe wɔn. Mpɛn pii, ɔtwentwɛn nʼabufuw so na wanhwie nʼabufuwhyew nyinaa.

39 Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.

Ɔkaee sɛ wɔyɛ ɔhonam ara kwa, mframa bi a ɛbɔ twa mu na ɛnsan nʼakyi.

40 Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!

Mpɛn ahe na wɔansɔre antia no wɔ sare no so hɔ, na mpɛn ahe na wɔamma ne werɛ anhow wɔ asase wosee no so!

41 Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.

Wɔsɔɔ Onyankopɔn hwɛɛ bere biara; na woyii Israel Ɔkronkronni no abufuw.

42 De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,

Wɔn werɛ fii ne tumi no, da a ogyee wɔn fii wɔn nhyɛsofo nsam no,

43 han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.

da a ɔyɛɛ nsɛnkyerɛnne nwonwaso wɔ Misraim no ne nʼanwonwade wɔ Soan mantam mu no.

44 Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.

Ɔmaa wɔn nsubɔnten dan mogya; wɔantumi annom wɔn nsuten mu nsu.

45 Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.

Ɔmaa nwansenadɔm baa wɔn so bɛhaw wɔn na mpɔtorɔ nso bɛsɛee wɔn asase.

46 Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.

Ɔmaa tɛwtɛw bedii wɔn mfuw so aduan na ɔde wɔn nnɔbae nso maa mmoadabi.

47 Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.

Ɔde mparuwbo sɛee wɔn bobe na ɔde sukyerɛmma sɛee wɔn ankye nnua.

48 Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.

Ɔde sukyerɛmma kum wɔn anantwi ɔde anyinam kum wɔn nyɛmmoa.

49 Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.

Ohwiee nʼabufuwhyew guu wɔn so, abufuw, anibere ne ɔtan; abɔfo asɛefo kuw no.

50 Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.

Ɔbɔɔ kwan maa nʼabufuw; na wamfa wɔn nkwa ankyɛ wɔn, mmom, ɔde wɔn maa ɔyaredɔm.

51 Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.

Okunkum Misraimfo mmakan nyinaa, Ham ntamadan mu nnipa mu abakan.

52 Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.

Nanso oyii ne nkurɔfo fii mu sɛ nguankuw; odii wɔn anim sɛ nguan wɔ sare no so.

53 Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.

Odii wɔn anim dwoodwoo, enti wɔansuro; nanso wɔn atamfo de, po asorɔkye bu faa wɔn so.

54 Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.

Sɛɛ na ɔyɛ de wɔn baa nʼasase kronkron no ahye so, bepɔw asase a ɔde ne nsa nifa gyee no.

55 Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.

Ɔpam amanaman a wɔwɔ wɔn anim no na ɔkyekyɛɛ wɔn nsase no mu maa wɔn sɛ wɔn agyapade; ɔbɔɔ Israel mmusuakuw no atenase wɔ wɔn afi mu.

56 Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.

Nanso wɔsɔɔ Onyankopɔn hwɛe, na wɔsɔre tiaa Ɔsorosoroni no; na wɔanni ne mmara so.

57 De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.

Wɔyɛɛ sɛ wɔn agyanom, wɔanni nokware na wɔannya gyidi, ahotoso nni wɔn mu na wɔte sɛ agyan a asɛe.

58 Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.

Wɔde wɔn sorɔnsorɔmmea hyɛɛ no abufuw na wɔn ahoni maa ne ninkutwe mu yɛɛ den.

59 Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.

Onyankopɔn tee wɔn nka no, ne bo fuwii; na ɔpoo Israel korakora.

60 Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.

Ogyaw nʼatenae a ɛwɔ Silo no, ntamadan a wasi wɔ nnipa mu no.

61 Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.

Ɔde Apam Adaka a ɛyɛ ne tumi no kɔɔ nnommum mu, nʼanuonyam kɔɔ atamfo nsam.

62 Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.

Ɔde ne nkurɔfo maa afoa; ne bo fuw nʼagyapade yiye.

63 Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.

Ogya hyew wɔn mmerante kum wɔn, na wɔn mmabaa annya ayeforohyia dwom anto;

64 Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.

Wɔn asɔfo wuwuu afoa ano, na wɔn akunafo antumi ansu.

65 Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.

Afei Awurade sɔree sɛnea ofi nna mu no, sɛnea ɔbarima a wabow nsa nyan fi nnahɔɔ mu no.

66 Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.

Ɔbobɔɔ nʼatamfo ma woguan kɔɔ wɔn akyi; ɔhyɛɛ wɔn aniwu afebɔɔ.

67 Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,

Afei ɔpoo Yosef ntamadan no, na wamfa Efraim abusuakuw no nso;

68 men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.

Na mmom, ɔfaa Yuda abusuakuw no, Bepɔw Sion a ɔdɔ no no.

69 Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.

Osii ne kronkronbea te sɛ sorɔnsorɔmmea, te sɛ asase a etim hɔ daa.

70 Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;

Oyii ne somfo Dawid, ɔfrɛɛ no fii nguannan mu;

71 fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.

fii nguan akyi na ɔde no bae se ɔmmɛyɛ oguanhwɛfo mma ne nkurɔfo Yakob, mma Israel a wɔyɛ nʼagyapade.

72 Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.

Na Dawid de koma pa hwɛɛ wɔn so na ɔde ne nimdeɛ dii wɔn anim.