Salmenes 69
1 Til sangmesteren; efter "Liljer"; av David. Frels mig, Gud, for vannene er kommet inntil sjelen.
Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.
2 Jeg er sunket ned i bunnløst dynd, hvor der intet fotfeste er; jeg er kommet i dype vann, og strømmen slår over mig.
Frels mig Gud, thi Vandene naar mig til Sjælen,
3 Jeg har ropt mig trett, min strupe brenner; mine øine er borttæret idet jeg venter på min Gud.
jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen gaar over mig;
4 Flere enn hårene på mitt hode er de som hater mig uten årsak; tallrike er de som vil forderve mig, mine fiender uten grunn; det jeg ikke har røvet, skal jeg nu gi tilbake.
træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie paa min Gud;
5 Gud, du kjenner min dårskap, og all min syndeskyld er ikke skjult for dig.
flere end mit Hoveds Haar er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
6 La dem ikke bli til skamme ved mig, de som bier efter dig, Herre, Herre, hærskarenes Gud! La dem ikke bli til spott ved mig, de som søker dig, Israels Gud!
Gud, du kender min Daarskab, min Skyld er ej skjult for dig.
7 For for din skyld bærer jeg vanære, dekker skam mitt åsyn.
Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier paa dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem, der søger dig, Israels Gud!
8 Jeg er blitt fremmed for mine brødre og en utlending for min mors barn.
Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Aasyn dækkes af Skændsel;
9 For nidkjærhet for ditt hus har fortært mig, og deres hån som håner dig, er falt på mig.
fremmed er jeg for mine Brødre, en Udlænding for min Moders Sønner.
10 Og min sjel gråt mens jeg fastet, og det blev mig til spott.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet paa mig;
11 Og jeg gjorde sekk til mitt klædebon, og jeg blev dem til et ordsprog.
jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
12 De som sitter i porten, snakker om mig, og de som drikker sterk drikk, synger om mig.
i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
13 Men jeg kommer med min bønn til dig, Herre, i nådens tid, Gud, for din megen miskunnhet; svar mig med din frelsende trofasthet!
De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
14 Redd mig ut av dyndet og la mig ikke synke! La mig bli reddet fra dem som hater mig, og fra de dype vann!
Men jeg beder, HERRE, til dig i Naadens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
15 La ikke vannstrømmen slå over mig og ikke dypet sluke mig, og la ikke brønnen lukke sitt gap over mig!
Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
16 Svar mig, Herre, for din miskunnhet er god; vend dig til mig efter din store barmhjertighet!
lad Strømmen ikke gaa over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
17 Og skjul ikke ditt åsyn for din tjener, for jeg er i nød; skynd dig å svare mig!
Svar mig, HERRE, thi god er din Naade, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
18 Kom nær til min sjel, forløs den, frels mig for mine fienders skyld!
dit Aasyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Vaade, skynd dig og svar mig;
19 Du kjenner min spott og min skam og min vanære; alle mine motstandere er for ditt åsyn.
kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Spott har brutt mitt hjerte, så jeg er syk, og jeg ventet på medynk, men der var ingen, på trøstere, men jeg fant ikke nogen.
Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede paa alle mine Fjender.
21 De gav mig galle å ete, og for min tørst gav de mig eddik å drikke.
Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves paa Medynk, paa Trøstere uden at finde;
22 La deres bord bli til en strikke for deres åsyn og til en snare for dem når de er trygge!
de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
23 La deres øine formørkes, så de ikke ser, og la deres lender alltid vakle!
Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
24 Utøs din harme over dem, og la din brennende vrede nå dem!
lad Øjnene slukkes, saa Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
25 Deres bolig bli øde, ei være der nogen som bor i deres telt!
Din Vrede udøse du over dem, din glødende Harme naa dem;
26 For den du har slått, forfølger de, og de forteller om deres smerte som du har stunget.
deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
27 La dem legge skyld til sin skyld, og la dem ikke komme til din rettferdighet!
Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du saared.
28 La dem bli utslettet av de levendes bok, og la dem ikke bli innskrevet med de rettferdige!
Tilregn dem hver eneste Brøde, lad dem ikke faa Del i din Retfærd;
29 Men jeg er elendig og full av pine; la din frelse, Gud, føre mig i sikkerhet!
lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
30 Jeg vil love Guds navn med sang og ophøie ham med lovprisning,
Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
31 og det skal behage Herren bedre enn en ung okse med horn og klover.
Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
32 Når saktmodige ser det, skal de glede sig; I som søker Gud, eders hjerte leve!
det er mer for HERREN end Okser, end Tyre med Horn og Klove!
33 For Herren hører på de fattige, og sine fanger forakter han ikke.
Naar de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
34 Himmel og jord skal love ham, havet og alt det som rører sig i det.
Thi HERREN laaner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
35 For Gud skal frelse Sion og bygge byene i Juda, og de skal bo der og eie dem,
Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
36 og hans tjeneres avkom skal arve dem, og de som elsker hans navn, skal bo i dem.
thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
