Salmenes 22

1 Til sangmesteren; efter "Morgenrødens hind"; en salme av David. Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forlatt mig? Langt borte fra min frelse er min klages ord.

Načelniku godbe o prvi zarji; psalm Davidov. Bog moj mogočni, Bog moj mogočni, zakaj si me zapustil? daleč od blaginje moje, od stoka mojega besed?

2 Min Gud! Jeg roper om dagen, og du svarer ikke, og om natten, og jeg får ikke tie.

Bog moj, zakaj me ne uslišiš, ko te kličem podnevi? in ponoči ni mi pokoja.

3 Og du er dog hellig, du som troner over Israels lovsanger.

Saj si vendar svet, stanoviten, popolna hvala Izraelova.

4 Til dig satte våre fedre sin lit; de satte sin lit til dig, og du utfridde dem.

Tebi so zaupali očetje naši; zaupali so, in osvobodil si jih.

5 Til dig ropte de, og de blev reddet; til dig satte de sin lit, og de blev ikke til skamme.

K tebi so vpili, in oteti so bili, v té so zaupali in ni jih bilo sram.

6 Men jeg er en orm og ikke en mann, menneskers spott og folks forakt.

Jaz pa sem črv, in ne mož; sramota ljudém in zaničevanje ljudstvu.

7 Alle de som ser mig, spotter mig, vrenger munnen, ryster på hodet og sier:

Vsi, ki me vidijo, namrdavajo se mi; režé se, glavó majó:

8 Sett din vei i Herrens hånd! Han skal redde ham, han skal utfri ham, siden han har behag i ham.

H Gospodu pribega, reši ga naj; otmè ga naj, ker ima veselje nad njim.

9 Ja, du er den som drog mig frem av mors liv, som lot mig hvile trygt ved min mors bryst.

Saj ti si, ki si me potegnil iz materinega telesa, storil si, da sem brez skrbi živel na prsih matere svoje.

10 På dig er jeg kastet fra mors liv; fra min mors skjød er du min Gud.

K tebi sem bil zagnan od rojstva, od telesa matere moje bodi Bog moj mogočni.

11 Vær ikke langt borte fra mig! for trengselen er nær, og det er ingen hjelper.

Ne bivaj daleč od mene, ko je blizu stiska, ko ni pomočnika.

12 Sterke okser omringer mig, Basans okser kringsetter mig.

Obdajajo me junci mnogi, krepki junci Bazanski obsipljejo me.

13 De spiler op sin munn imot mig som en sønderrivende og brølende løve.

Žrelo svoje odpirajo zoper mene, kakor lev zgrabljiv in rujoveč.

14 Jeg er utøst som vann, og alle mine ben skiller sig at; mitt hjerte er som voks, smeltet midt i mitt liv.

Kakor voda se razlivam, in vse kosti moje se razklepajo; srce moje je podobno vosku, taja se v osrčji mojem.

15 Min kraft er optørket som et potteskår, og min tunge henger fast ved mine gommer, og i dødens støv legger du mig.

Moja moč je suha kakor čepinja, in jezik moj se prijemlje neba mojega, in devaš me v smrtni prah.

16 For hunder omringer mig, de ondes hop kringsetter mig; de har gjennemboret mine hender og mine føtter.

Ker obdali so me psi; hudobnikov krdela so me obsula; prebodli so moje roke in noge moje.

17 Jeg kan telle alle mine ben; de ser til, de ser på mig med lyst.

Seštel bi lahko vse svoje kosti; oni gledajo, ozirajo se v mé.

18 De deler mine klær mellem sig og kaster lodd om min kjortel.

Oblačila moja delé med seboj, in za suknjo mojo mečejo kocko.

19 Men du? Herre, vær ikke langt borte, du min styrke, skynd dig å hjelpe mig!

Ti torej, Gospod, ne bivaj daleč, krepost moja, hiti na pomoč mojo.

20 Redd min sjel fra sverdet, mitt eneste fra hunders vold!

Otmi meča dušo mojo, psa edino mojo.

21 Frels mig fra løvens gap, og fra villoksenes horn - du bønnhører mig!

Reši me žrela levovega, in rogov samorogov, uslišavši me.

22 Jeg vil kunngjøre ditt navn for mine brødre, midt i menigheten vil jeg love dig.

Ime tvoje bodem oznanjal bratom svojim; sredi zbora bodem te hvalil:

23 I som frykter Herren, lov ham, all Jakobs ætt, ær ham, og frykt for ham, all Israels ætt!

Vi, ki se bojite Gospoda, hvalite ga; vse seme Jakobovo hvali ga; in boj se ga vse seme Izraelovo.

24 For han har ikke foraktet og ikke avskydd den elendiges elendighet og ikke skjult sitt åsyn for ham; men da han ropte til ham, hørte han.

Ker ne zameta in ne zaničuje siromaštva siromakovega, in pred njim ne skriva obličja svojega; temuč ko vpije do njega, usliši ga.

25 Fra dig utgår min pris i en stor forsamling; mine løfter vil jeg holde for deres øine som frykter ham.

O dobrotah tvojih bode hvala moja v zboru velikem; obljube svoje bodem opravljal v pričo njih, ki se ga bojé.

26 De saktmodige skal ete og bli mette; de som søker Herren, skal love ham; eders hjerte leve til evig tid!

Jedli bodejo krotki in nasitili se; hvalili bodejo Gospoda, kateri ga iščejo; srce vaše bode živelo vekomaj.

27 Alle jordens ender skal komme det i hu og vende om til Herren, og alle folkenes slekter skal tilbede for ditt åsyn.

Spomnijo se in povrnejo se h Gospodu vse meje zemlje, in priklonijo se pred teboj vse družine narodov.

28 For riket hører Herren til, og han hersker over folkene.

Ker Gospodovo je kraljestvo samo, in gospostvo ima nad narodi.

29 Alle jordens rikmenn skal ete og tilbede; for hans åsyn skal alle de bøie sig som stiger ned i støvet, og den som ikke kan holde sin sjel i live.

Jedli bodo in priklanjali se vsi zemlje bogatini; pred njim bodejo padali, katerikoli pojdejo dol v prah; kateri ni ohranil duše svoje v življenji.

30 Efterkommerne skal tjene ham, der skal fortelles om Herren til efterslekten.

Teh seme bode ga čestilo, prištevalo se bode Gospodu vsak čas.

31 De skal komme og kunngjøre hans rettferdighet for det folk som blir født, at han har gjort det.

Prihajali bodo in oznanjali pravico njegovo ljudstvu, ki se rodi, da je pravičen.