Jobs 30

1 Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

A sada smiju mi se mlaði od mene, kojima otaca ne bih bio htio metnuti sa psima stada svojega.

2 Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

A na što bi mi i bila sila ruku njihovijeh? u njima bješe propala starost.

3 De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

Od siromaštva i gladi samoæovahu bježeæi na suha, mraèna, pusta i opustošena mjesta;

4 de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

Koji brahu lobodu po èestama, i smrekovo korijenje bješe im hrana.

5 Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

Izmeðu ljudi bijahu izgonjeni i vikaše se za njima kao za lupežem.

6 I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

Življahu po strašnijem uvalama, po jamama u zemlji i u kamenu.

7 Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

Po grmovima rikahu, pod trnjem se skupljahu.

8 barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

Bijahu ljudi nikakvi i bez imena, manje vrijedni nego zemlja.

9 Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

I njima sam sada pjesma, i postah im prièa.

10 De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

Gade se na me, idu daleko od mene i ne ustežu se pljuvati mi u lice.

11 for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

Jer je Bog odapeo moju tetivu i muke mi zadao te zbaciše uzdu preda mnom.

12 Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

S desne strane ustaju momci, potkidaju mi noge, i nasipaju put k meni da me upropaste.

13 De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

Raskopaše moju stazu, umnožiše mi muke, ne treba niko da im pomaže.

14 Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

Kao širokim prolomom naviru, i navaljuju preko razvalina.

15 Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

Strahote navališe na me, i kao vjetar tjeraju dušu moju, i kao oblak proðe sreæa moja.

16 Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

I sada se duša moja ražljeva u meni, stigoše me dani muèni.

17 Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

Noæu probada mi kosti u meni, i žile moje ne odmaraju se.

18 Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

Od teške sile promijenilo se odijelo moje, i kao ogrlica u košulje moje steže me.

19 Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

Bacio me je u blato, te sam kao prah i pepeo.

20 Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

Vièem k tebi, a ti me ne slušaš; stojim pred tobom, a ti ne gledaš na me.

21 Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

Pretvorio si mi se u ljuta neprijatelja; silom ruke svoje suprotiš mi se.

22 Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

Podižeš me u vjetar, posaðuješ me na nj, i rastapaš u meni sve dobro.

23 for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

Jer znam da æeš me odvesti na smrt i u dom odreðeni svjema živima.

24 Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

Ali neæe pružiti ruke svoje u grob; kad ih stane potirati, oni neæe vikati.

25 Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

Nijesam li plakao radi onoga koji bijaše u zlu? nije li duša moja žalosna bivala radi ubogoga?

26 For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

Kad se dobru nadah, doðe mi zlo; i kad se nadah svjetlosti, doðe mrak.

27 Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

Utroba je moja uzavrela, i ne može da se umiri, zadesiše me dani muèni.

28 Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

Hodim crn, ne od sunca, ustajem i vièem u zboru.

29 Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

Brat postah zmajevima i drug sovama.

30 Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

Pocrnjela je koža na meni i kosti moje posahnuše od žege.

31 Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.

Gusle se moje pretvoriše u zapijevku, i svirala moja u plaè.