Psalmorum 39

1 In finem, ipsi Idithun, Canticum David. Dixi: Custodiam vias meas: ut non delinquam in lingua mea. Posui ori meo custodiam, cum consisteret peccator adversum me.

Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

2 Obmutui, et humiliatus sum, et silui a bonis: et dolor meus renovatus est.

Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

3 Concaluit cor meum intra me: et in meditatione mea exardescet ignis.

Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

4 Locutus sum in lingua mea: Notum fac mihi Domine finem meum. Et numerum dierum meorum quis est: ut sciam quid desit mihi.

Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

5 Ecce mensurabiles posuisti dies meos: et substantia mea tamquam nihilum ante te. Verumtamen universa vanitas, omnis homo vivens.

Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

6 Verumtamen in imagine pertransit homo: sed et frustra conturbatur. Thesaurizat: et ignorat cui congregabit ea.

Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

7 Et nunc quæ est expectatio mea? nonne Dominus? et substantia mea apud te est.

Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

8 Ab omnibus iniquitatibus meis erue me: opprobrium insipienti dedisti me.

Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

9 Obmutui, et non aperui os meum, quoniam tu fecisti:

Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

10 amove a me plagas tuas.

Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

11 A fortitudine manus tuæ ego defeci in increpationibus: propter iniquitatem corripuisti hominem. Et tabescere fecisti sicut araneam animam eius: verumtamen vane conturbatur omnis homo.

Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

12 Exaudi orationem meam Domine, et deprecationem meam: auribus percipe lacrimas meas. Ne sileas: quoniam advena ego sum apud te, et peregrinus, sicut omnes patres mei.

Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

13 Remitte mihi, ut refrigerer priusquam abeam, et amplius non ero.

Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.