< Giobbe 37 >

1 Il cuor mi trema eziandio di questo, E si muove dal luogo suo.
Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2 Udite pure il suo tremendo tuono, E il mormorare ch'[esce] dalla sua bocca.
Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
3 Egli lo lancia sotto tutti i cieli, E la sua fiamma sopra le estremità della terra;
Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
4 Dopo la quale rugge il tuono; egli tuona con la voce della sua altezza, E non indugia quelle cose, dopo che la sua voce è stata udita.
efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
5 Iddio tuona maravigliosamente con la sua voce; Egli fa cose tanto grandi, che noi non possiam comprenderle.
Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
6 Perciocchè egli dice alla neve: Cadi in su la terra; [E parimente] al nembo della pioggia, al nembo delle sue forti piogge.
Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"
7 Egli rinchiude ogni uomo in casa, [Come] per riconoscer tutti i suoi lavoratori.
For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
8 E le fiere se n'entrano ne' [lor] nascondimenti, E dimorano ne' lor ricetti.
De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9 La tempesta viene dall'Austro, E il freddo dal Settentrione.
Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10 Iddio, col suo soffio, produce il ghiaccio, E fa che le acque che si diffondevano [diventano come di] metallo.
Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11 Egli stanca eziandio le nuvole in adacquar [la terra], E disperge le nubi [con] la sua luce.
Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12 Ed esse si rivolgono in [molti] giri, secondo gli ordini suoi Intorno a ciò che hanno a fare, Secondo tutto quello ch'egli comanda loro [di fare] In su la faccia del mondo, nella terra;
det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
13 Facendole venire, o per castigo, O per la sua terra, o per alcun beneficio.
hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
14 Porgi l'orecchio a questo, o Giobbe; Fermati, e considera le maraviglie di Dio.
Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15 Sai tu, come Iddio dispone di esse, E [come] egli fa risplender la luce della sua nuvola?
Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
16 Intendi tu come le nuvole son bilanciate? [Conosci tu] le maraviglie di colui che è perfetto in ogni scienza?
Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17 Come i tuoi vestimenti [son] caldi, Quando egli acqueta l'Austro in su la terra?
Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
18 Hai tu con lui distesi i cieli, [I quali son] sodi, come uno specchio di metallo?
Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19 Insegnaci ciò che noi gli diremo; [Poichè], per cagione delle [nostre] tenebre, noi non possiam [bene] ordinare [i nostri ragionamenti].
Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
20 Gli sarebbe egli rapportato quando io avessi parlato? Se [vi fosse] alcuno [che ne] parlasse, certo egli sarebbe abissato.
Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
21 Ecco pure [gli uomini] non possono riguardare il sole, [Quando] egli risplende nel cielo, Dopo che il vento è passato, e l'ha spazzato;
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
22 [E] che dal Settentrione è venuta la dorata serenità; [Or] Iddio [ha] intorno a sè una tremenda maestà.
fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23 [Egli è] l'Onnipotente, noi non possiam trovarlo; [Egli è] grande in forza, Ed in giudicio, ed in grandezza di giustizia; Egli non oppressa [alcuno];
og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
24 Perciò gli uomini lo temono; Alcun uomo, benchè savio di cuore, no 'l può vedere.
derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

< Giobbe 37 >