< Psalm 38 >

1 Ein Psalm Davids, um in Erinnerung zu bringen. Jahwe, nicht in deinem Zorne strafe mich und nicht in deinem Grimme züchtige mich!
Ein salme av David; til minnesofferet. Herre, refs meg ikkje i din vreide, og tukta meg ikkje i din harm!
2 Denn deine Pfeile haben sich in mich herabgesenkt, und deine Hand fuhr herab auf mich.
For dine piler er farne ned i meg, og di hand hev falle tungt på meg.
3 An meinem Leibe blieb nichts unversehrt infolge deines Grimms, nichts heil an meinen Gebeinen infolge meiner Sünde.
Det finst inkje friskt i mitt kjøt for din vreide skuld; det er ikkje fred i mine bein for mi synd skuld.
4 Denn meine Verschuldungen gehen über mein Haupt; wie eine schwere Last sind sie mir zu schwer.
For mine misgjerningar stig meg yver hovudet, som ei tung byrd er dei meg for tunge.
5 Es stinken, es eitern meine Beulen infolge meiner Thorheit.
Det luftar ilt av mine sår, dei renn av verk for min dårskap skuld.
6 Ich bin überaus gekrümmt, gebeugt; immerfort gehe ich trauernd einher.
Eg er krøkt, reint samanbøygd, heile dagen gjeng eg svartklædd.
7 Denn meine Lenden sind voll Brand, und an meinem Leibe blieb nichts unversehrt.
For mine lender er fulle av brand, og det finst inkje frisk i mitt kjøt.
8 Ich bin überaus erstarrt und zerschlagen; ich stöhne lauter, als ein Löwe brüllt.
Eg er reint valen og sundslegen, eg skrik høgt av hjartestynjing.
9 O Herr, all' mein Begehren ist dir offenbar, und mein Seufzen ist dir nicht verborgen.
Herre, for di åsyn er alt mitt ynskje, og min sukk er ikkje løynd for deg.
10 Mein Herz pocht heftig, meine Kraft hat mich verlassen; selbst meiner Augen Licht ist nicht bei mir.
Mitt hjarta slær hardt, mi kraft hev forlate meg, og jamvel mine augo hev mist sitt ljos for meg.
11 Die mich liebten und mir freund waren, treten abseits bei meiner Pein, und die mir nahe standen, halten sich fern.
Mine vener og frendar held seg undan frå mi plåga, og mine næmaste stend langt burte.
12 Und die mir nach dem Leben trachten, legten Schlingen, und die mein Unglück suchen, beschlossen Verderben und sinnen immerfort auf Trug.
Og dei som ligg etter mitt liv, dei legg ut snaror, og dei som søkjer mi ulukka, dei talar um undergang og tenkjer på svik heile dagen.
13 Ich aber, gleich einem Tauben, höre nicht und bin wie ein Stummer, der seinen Mund nicht aufthut.
Og eg er som ein dauv, eg høyrer ikkje, og liksom ein mållaus som ikkje let upp sin munn.
14 Ich ward wie einer, der nicht hört, in dessen Munde keine Widerrede ist.
Ja, eg er som ein mann som ikkje høyrer, og som ikkje hev motmæle i sin munn.
15 Denn auf dich, Jahwe, habe ich geharrt; du wirst erhören, Herr, mein Gott.
For til deg, Herre, stend mi von; du vil svara meg, Herre, min Gud!
16 Denn ich spreche: daß sie nur nicht über mich frohlocken! Da mein Fuß wankte, thaten sie groß wider mich.
For eg segjer: «Dei vil elles gleda seg yver meg; når min fot vaggar, høgmodast dei yver meg.»
17 Denn ich bin des Hinfallens gewärtig, und mein Schmerz verläßt mich nie.
For eg er nær på å falla, og min hugverk er stendigt framfyre meg.
18 Denn meine Schuld muß ich bekennen, gräme mich wegen meiner Sünde.
For eg må sanna mi skuld, syrgja yver mi synd.
19 Aber zahlreich sind, die mich ohne Ursache anfeinden, und viel sind derer, die mich grundlos hassen.
Og mine fiendar liver, dei er mannsterke, og dei er mange som hatar meg utan orsak.
20 Indem sie mir Gutes mit Bösem vergelten, befehden sie mich, dafür, daß ich dem Guten nachjage.
Og dei som løner godt med vondt, stend meg imot, av di eg fer etter det gode.
21 Verlaß mich nicht, Jahwe; mein Gott, sei nicht fern von mir!
Forlat meg ikkje, Herre! Min Gud, ver ikkje langt ifrå meg!
22 Eile mir zu Hilfe, Herr, mein Heil!
Kom meg snart til hjelp, Herre, mi frelsa!

< Psalm 38 >