Job 7
1 Is there not a warfare to a mortal, upon earth? And, as the days of a hireling, are not his days?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As, a bondman, panteth for the shadow, and as, a hireling, longeth for his wage,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 So, have I been made to inherit months of calamity, and, nights of weariness, have been appointed me.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 As soon as I lie down, I say, When shall I arise? yet he lengtheneth out the evening, and I am wearied with tossings until the breeze of twilight.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh is clothed with worms and a coating of dust, My skin, hath hardened, and then run afresh:
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days, are swifter than a weaver’s shuttle, and they are spent, without hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Remember thou, that, a wind, is my life, not again shall mine eye see blessing:
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 Nor shall see me—the eye that used to behold me, Thine eyes, are upon me, and I am not.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 He shall not return again to his house, and his own place shall be acquainted with him no more.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 I also, cannot restrain my mouth, —I must speak, in the anguish of my spirit, I must find utterance, in the bitterness of my soul.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Am, I, a sea, or a sea-monster, —That thou shouldst set over me a watch?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 When I say, My bed shall comfort me, my couch shall help to carry my complaint,
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 Then thou scarest me with dreams, and, by visions, dost thou terrify me:
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 So that my soul chooseth strangling, Death, rather than [these] my bones!
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 I am wasted away, Not, to times age-abiding, can I live, Let me alone, for, a breath, are my days.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What is a mortal, that thou shouldst nurture him? Or that thou shouldst fix upon him thy mind?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 That thou shouldst inspect him morning by morning, moment by moment, shouldst test him?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 How long wilt thou not look away from me? Wilt thou not let me alone, till I can swallow my spittle?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 I have sinned, What can I do for thee, thou watcher of men? Wherefore hast thou set me as thine object of attack, or have I become, unto thee, a burden?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 And why wilt thou not remove my transgression, and take away mine iniquity? For, now, in the dust, should I lie down, and thou shouldst seek me diligently, and I should not be.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
