< James 1 >

1 James, a servant, of God and of the Lord Jesus Christ, —unto the twelve tribes that are in the dispersion, Wishes joy.
Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.
2 All Joy, account it, my brethren, whensoever ye fall in with, manifold, temptations, —
Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser,
3 Taking note, that, the proving of your faith, worketh out endurance;
vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;
4 But let, your endurance, have, mature work, that ye may be mature and complete, in nothing, coming short.
men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget.
5 But, if any of you is sinning short of wisdom, let him be asking of God, Who giveth unto all freely and upbraideth not, and it shall be given him;
Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham.
6 But let him be asking in faith, nothing, doubting, for, he that doubteth, is like a wave of the sea, wind-driven and storm-tossed, —
Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.
7 For let not that man think that he shall receive anything from the Lord—
Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Herren,
8 A two-souled man, unstable in all his ways.
en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.
9 But boasting be the lowly brother in his uplifting;
Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
10 Whereas the rich, in his being brought low, —because, as a flower of grass, he will pass away;
den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst.
11 For the sun hath sprung up, with it scorching heat, and hath withered the grass, and, the flower thereof, hath fallen out, and, the beauty of the face thereof, hath perished, —so, also the rich, in his goings, shall languish.
Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje.
12 Happy the man who endureth temptation! Because, becoming approved, he shall receive the crown of life—which he hath promised unto them that love him.
Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham.
13 Let, no one, while tempted, be saying—From God, am I tempted, —for, God, cannot be tempted by things evil, and, himself, tempteth no one;
Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;
14 But, each one, is tempted, when, by his own coveting, he is drawn out and enticed,
men enhver fristes, når han drages og lokkes af sin egen Begæring;
15 Then, the coveting, having conceived, giveth birth to sin, and, the sin, when full-grown, bringeth forth death.
derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død.
16 Be not deceived, my brethren beloved: —
Farer ikke vild, mine elskede Brødre!
17 Every good giving, and every perfect gift, is, from above, coming down from the Father of lights—with whom is no alternation, nor shadow cast, by turning:
Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge.
18 Because he was so minded, he hath brought us forth with a word of truth, to the end we should be a sort of firstfruit of his creatures
Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.
19 Ye know, my brethren beloved, —but let every man be swift to hear, slow to speak, slow to anger,
I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
20 For, man’s anger, worketh not, God’s righteousness.
thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
21 Wherefore, putting away all filthiness and overflow of baseness, in meekness, welcome ye the word fitted for inward growth, which is able to save your souls:
Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle.
22 Become ye doers of the word, and not hearers only—reasoning yourselves astray;
Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv.
23 Because, if any is, a word-hearer, and not a doer, the same, is like unto a man observing his natural face in a mirror, —
Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;
24 For he observed himself, and is gone away, and, straightway, it hath escaped him, —what manner of man, he was!
thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var.
25 But, he that hath obtained a nearer view into the perfect law of liberty, and hath taken up his abode by it, becoming—not a forgetful hearer, but a work doer, the same, happy in his doing, shall be.
Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
26 If any thinketh he is observant of religion, not curbing his own tongue, but deceiving his own heart, this one’s, religious observance is, vain:
Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves.
27 Religious observance, pure and undefiled with our God and Father, is, this—to be visiting orphans and widows in their affliction, unspotted, to keep, himself, from the world.
En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.

< James 1 >