Salme 55

1 (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.) Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,

Načelniku godbe na strune, pesem Davidova ukovita, Sliši, Bog, molitev mojo, in prošnji moji se ne skrivaj!

2 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

Ozri se v mé in usliši me; glasno jokam v premišljevanji in zdihujem:

3 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

Zavoljo glasú sovražnikovega, zavoljo krivičnega stiske; ker v mé obračajo krivico, in srditi me preganjajo sè srčnim sovraštvom.

4 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

Srce moje me boli v meni, in smrtni strahovi me obhajajo.

5 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.

Strah in trepet me napada, in groza me pokriva.

6 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,

Tako da pravim: O da bi mi dal kdó perot kakor golobu; zletel bi, kjer bi mogel prebivati.

7 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)

Glej, kar najdalje bi pobegnil, prebivat v puščavi.

8 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

Hitreje bi pobegnil od vetra viharnega, od vrtinca.

9 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

Pogúbi, Gospod, razdeli njih jezik; ker silovitost in prepir vidim v mestu.

10 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

Podnevi in ponoči ga obdajajo na zidovji njegovem; in krivica in hudobnost sta sredi njega.

11 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

Težave so sredi njega, in ne umakneta se z ulic njegovih goljufija in zvijača.

12 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

Ker ne nasprotnik me sramotí, to bi prenašal; ne sovražnik moj se spenja proti meni, njemu bi se skril:

13 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

Temuč tí, človek, meni enak, vodnik moj in znanec moj,

14 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

Ki sva skupaj sladkó se posvetovala, v hišo Božjo hodila z množico.

15 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)

Napadla jih bode smrt terjalka, živi pogreznejo se v grob; ker hudobija je, kjer bivajo oni, v njih sredi. (Sheol h7585)

16 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

Jaz bodem klical Boga, in Gospod me bode rešil.

17 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre

Zvečer in zjutraj in o poludné bodem premišljal in stokal, dokler ne bode slišal mojega glasu.

18 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

Rešil je življenje moje, da se ne vojskujejo zoper mene, postavil ga v mir; ko so z mnogimi krdeli vojskovali se, bili so poleg mene.

19 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

Slišal bode Bog mogočni in jih zarotil, kakor ostane vekomaj; v katerih ni prememb in se ne bojé Boga.

20 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

Roko svojo steza nad njé, ki živé v miru med seboj, oskrunja zavezo svojo.

21 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

Sladke so, maslene besede njegove, a vojska tiči v njegovem srci; mehkeji od olja so njegove besede, ali goli meči.

22 Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.

Nad Gospoda zváli, karkoli ti dá, in on te bode podpiral; nikdar ne pripustí pravičnemu, da omahne.

23 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!

Ti torej, Bog, pahneš jih v jamo gnjilobe: ljudje krvoločni in zvijačni ne doživé dní svojih polovice, jaz pa bodem tebi zaupal.