Salme 40

1 (Til sangmesteren. Af David. En salme.) Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.

Načelniku godbe, psalm Davidov. Stanovitno sem čakal Gospoda, kateri je nagnivši se k meni slišal vpitje moje.

2 Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

In izpeljavši me iz jezera viharnega, iz blatne luže, postavil je nogo mojo na skalo, utrdil korake moje.

3 en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.

V usta moja je položil novo pesem, hvalno pesem našemu Bogu: videli bodo mnogi in bali se ter zaupali v Gospoda, govoreč:

4 Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

Blagor možu, kateri stavi v Gospoda zaupanje svoje, ter se ne ozira v prevzetnike in lažnjivce.

5 Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

Mnoga čuda svoja nam ti deliš, Gospod, Bog moj, in misli svoje za nas: nihče, ko jih pregledujem, ni tebi enak; če jih bodem oznanjal in pripovedoval, preštevilna so, da bi jih naštel.

6 Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.

Daritve in darú se nisi veselil, ušesa si mi prebodel; žgalne žrtve in daritve za greh nisi zahteval.

7 Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;

Tedaj sem rekel: Glej, tu sem; v zvitku knjige je pisano o meni:

8 at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre."

Veseli me delati voljo tvojo, Bog moj; in postava tvoja je v mojem osrčji.

9 I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.

Pravico oznanjam v zboru velikem; glej, ustnam svojim ne branim, Gospod, ti veš.

10 Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

Pravice tvoje ne skrivam v srci svojem: zvestobo tvojo in blaginjo tvojo pravim; ne prikrivam milosti tvoje in resnice tvoje velikemu zboru.

11 Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

Ti, Gospod, ne odtezaj mi usmiljenja svojega; milost tvoja in resnica tvoja naj me hraniti vedno.

12 Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.

Ker obdajajo me in napadajo nadloge brez števila; dohajajo me krivice moje tako, da pregledati ne morem; več jih je, ko glave moje làs; tudi srce moje me zapušča.

13 Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

Blagovoli me oteti, Gospod; na pomoč mojo hiti, Gospod!

14 Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

Osramoté se naj in z rudečino oblijó vsi vkup, ki iščejo duše moje, da jo pogubé; umaknejo se naj in onečastijo, kateri se veselé moje nadloge.

15 Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!

Zapuščeni naj bodo za plačilo sramote svoje, kateri pravijo meni: Prav, prav!

16 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"

Veselé se naj in radujejo v tebi vsi, kateri te iščejo; govoré naj vedno: Poveličuj se Gospod, kateri ljubijo blaginjo tvojo.

17 Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

Ubog sem res in potreben, ali Gospod misli name: pomoč si moja in rešitelj moj: Bog moj, ne múdi se.