Salme 35

1 (Af David.) HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

Pesem Davidova. Bojuj se, Gospod, zoper njé, ki se bojujejo z menoj; napadi jih, ki napadajo mene.

2 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

Zgrabi ščit veliki ali mali, in vstani v mojo pomoč:

3 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

In potegni sulico, in prestrezi njé, ki me preganjajo: reci duši moji: Blaginja sem tvoja.

4 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

Osramoté se naj in z rudečico oblijó, kateri iščejo duše moje: nazaj naj se zapodé in zarudé, kateri mi nameravajo hudo.

5 de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,

Bodejo naj kakor pleve pred vetrom, ko ga zažene angelj Gospodov.

6 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!

Temna bodi njih pot in prepolzka, in angelj Gospodov naj jih preganja.

7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

Ker po krivem mi skrivajo v jami mrežo svojo, po krivem kopljejo jamo duši moji.

8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.

Pride naj mu, da ne bode vedel, poguba, da ga vjame mreža njegova, katero skriva: v pogubo naj pade vanjo.

9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

Tako naj se duša moja raduje v Gospodu, veseli se naj v blaginji njegovi.

10 alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

Vse kosti moje naj govoré: Gospod, kdo je tebi enak? Siromaka otimaš iz rok močnejega od njega; siromaka, pravim, in ubožca iz rok njega, ki ga pleni?

11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

Priče vstajajo krivične; česar si nisem v svesti, terjajo od mene.

12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

Hudo mi vračajo za dobro, zapuščenost duši moji.

13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

In vendar sem jaz, ko so bili bolni, v raševini za obleko, s postom pokoril dušo svojo, in molitev moja se je vračala v nedrije moje.

14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

Kakor k bližnjemu, kakor k bratu sem hodéval neprestano, kakor žalujoč po materi hodil sem sključen v črni obleki.

15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

Ko pa pešam, zbirajo se in se radujejo; zbirajo se pri meni in se plazijo, da ne čutim; parajo obleko, in ne molčé:

16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.

Med igralci šaljivci šegavi; sè svojimi zobmí režé proti meni.

17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

Gospod, doklej bodeš gledal? Reši dušo mojo njih pogube, mladih levov edino mojo.

18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

Slavil te bodem v velikem zboru, med ljudstvom obilim bodem te hvalil.

19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

Naj se ne radujejo nad menoj, kateri so mi neprijatelji iz krivih vzrokov; kateri me sovražijo po krivem, naj ne mežikajo z očesom.

20 Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;

Mirú namreč ne govoré, temuč zoper pokojne v deželi izmišljajo najhujše zvijače.

21 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"

In proti meni režé, govoreč: Prav, prav, oko naše vidi!

22 Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

Vidiš, Gospod, ne mólči; Gospod, ne bivaj daleč od mene.

23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

Zbúdi se in vstani na sodbo mojo; Bog moj in Gospod moj, na pravdo mojo.

24 døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

Sodi me po pravici svoji, Gospod Bog moj, in naj ne radujejo se nad mano.

25 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"

Naj ne govoré v srci svojem: Prav, duša naša; ne govoré naj: Pogoltnili smo ga.

26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

Osramoté se naj in zarudé vkup, ker se veselé nesreče moje; sè sramoto naj se ogrnejo in nečastjo, kateri se povzdigujejo proti meni.

27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

Prepevali bodejo in se radovali, kateri se veselé pravice moje, in govorili bodejo vedno: Poveličan Gospod, ki se veseli mirú svojega hlapca.

28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

In jezik moj bode oznanjal pravičnost tvojo, ves dan hvalo tvojo.