Salme 104
1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Psalmus David. Benedic anima mea Domino: Domine Deus meus magnificatus es vehementer. Confessionem, et decorem induisti:
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
amictus lumine sicut vestimento: Extendens caelum sicut pellem:
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
qui tegis aquis superiora eius. Qui ponis nubem ascensum tuum: qui ambulas super pennas ventorum.
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Qui facis angelos tuos, spiritus: et ministros tuos ignem urentem.
5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Qui fundasti terram super stabilitatem suam: non inclinabitur in saeculum saeculi.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Abyssus, sicut vestimentum, amictus eius: super montes stabunt aquae.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Ab increpatione tua fugient: a voce tonitrui tui formidabunt.
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Ascendunt montes: et descendunt campi in locum, quem fundasti eis.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Terminum posuisti, quem non transgredientur: neque convertentur operire terram.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Qui emittis fontes in convallibus: inter medium montium pertransibunt aquae.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Potabunt omnes bestiae agri: expectabunt onagri in siti sua.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Super ea volucres caeli habitabunt: de medio petrarum dabunt voces.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Rigans montes de superioribus suis: de fructu operum tuorum satiabitur terra:
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
Producens foenum iumentis, et herbam servituti hominum: Ut educas panem de terra:
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
et vinum laetificet cor hominis: Ut exhilaret faciem in oleo: et panis cor hominis confirmet.
16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Saturabuntur ligna campi, et cedri Libani, quas plantavit:
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
illic passeres nidificabunt. Herodii domus dux est eorum:
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
montes excelsi cervis: petra refugium herinaciis.
19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Fecit lunam in tempora: sol cognovit occasum suum.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Posuisti tenebras, et facta est nox: in ipsa pertransibunt omnes bestiae silvae.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Catuli leonum rugientes, ut rapiant, et quaerant a Deo escam sibi.
22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
Ortus est sol, et congregati sunt: et in cubilibus suis collocabuntur.
23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
Exibit homo ad opus suum: et ad operationem suam usque ad vesperum.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Quam magnificata sunt opera tua Domine! omnia in sapientia fecisti: impleta est terra possessione tua.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
Hoc mare magnum, et spatiosum manibus: illic reptilia, quorum non est numerus. Animalia pusilla cum magnis:
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
illic naves pertransibunt. Draco iste, quem formasti ad illudendum ei:
27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
omnia a te expectant ut des illis escam in tempore.
28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
Dante te illis, colligent: aperiente te manum tuam, omnia implebuntur bonitate.
29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Avertente autem te faciem, turbabuntur: auferes spiritum eorum, et deficient, et in pulverem suum revertentur.
30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
Emittes spiritum tuum, et creabuntur: et renovabis faciem terrae.
31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Sit gloria Domini in saeculum: laetabitur Dominus in operibus suis:
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
Qui respicit terram, et facit eam tremere: qui tangit montes, et fumigant.
33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Cantabo Domino in vita mea: psallam Deo meo quamdiu sum.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Iucundum sit ei eloquium meum: ego vero delectabor in Domino.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Deficiant peccatores a terra, et iniqui ita ut non sint: benedic anima mea Domino.
