Klagesangene 3
1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
Nyee nye ŋutsu si kpe fu le eƒe dziku ƒe ameƒoti te.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Enyam ɖe nu eye wòna mezɔ viviti me, menye kekeli me o;
3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
Vavã etrɔ eƒe asiwo ɖe ŋutinye atraɖii le ŋkeke blibo la me.
4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Ena be nye ŋutilã kple nye ŋutigbalẽ do xoxo eye wògbã ƒu ɖe lãme nam.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Eva dze dzinye eye wòtsɔ veve helĩhelĩ kple fukpekpe tɔ kpɔ ɖe ŋunye.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Ena menɔ viviti me abe ame siwo ku gbe aɖe gbe ke ene.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Etɔ kpɔ ƒo xlãm ale be nyemate ŋu asi o, eɖom anyi kple gakɔsɔkɔsɔ.
8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Ne meyɔe alo do ɣli be wòaxɔ nam gɔ̃ hã la, edoa ʋɔ ɖe nye gbedodoɖa nu.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
Etsɔ kpe gãwo xe mɔ me nam eye wòglɔ̃ nye mɔwo.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Abe sisiblisi si de xa ɖi kple dzata si le adeklo dzi ene la,
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
ehem ɖa le mɔ me eye wòvuvum, hegblẽm ɖi kpeɖeŋutɔmanɔsitɔe.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Evu eƒe da me eye wòdzidze eƒe dati ɖe dzinye.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
Etsɔ aŋutrɔwo le eƒe daku me tsɔ ŋɔ nye dzi.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
Mezu nu ɖikokoe le nye amewo katã dome, woɖua fewu le ŋunye to hadzidzi me ŋkeke blibo la katã.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
Etsɔ ama veve ɖi ƒo nam eye wòkpe veve nam meno.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
Etsɔ kpe ŋe aɖu nam eye wòfanyam ɖe kewɔ me.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Woxɔ ŋutifafa le asinye, meŋlɔ nu si dzɔgbenyui nye la be.
18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
Eya ta megblɔ be, “Nye atsyɔ̃nu yi eye nu siwo katã mele mɔ kpɔm na tso Yehowa gbɔ la hã nu va yi.”
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
Meɖo ŋku nye hiã, tsaglalãtsatsa, dzigbagbã kple vevesese dzi.
20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
Meɖo ŋku wo katã dzi nyuie eye nye luʋɔ bɔbɔ eɖokui le menye.
21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
Ke esia dzi meɖo ŋkue eye mɔkpɔkpɔ ɖo asinye:
22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
Le Yehowa ƒe lɔlɔ̃ deto la ta wometsrɔ̃ mí o elabena eƒe nublanuikpɔkpɔ mevɔna o.
23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Wozua yeye ŋdi sia ŋdi, wò nuteƒewɔwɔ lolo ŋutɔ.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
Megblɔ na ɖokuinye be, “Yehowae nye nye gomekpɔkpɔ, eya ta manɔ esinu kpɔm.”
25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
Yehowa ƒe dɔ me nyo na ame siwo tsɔ woƒe mɔkpɔkpɔ da ɖe edzi, kple ame siwo dinɛ vevie.
26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
Enyo be woalala le ɖoɖoezizi me na Yehowa ƒe ɖeɖe.
27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
Enyo na ame be wòatsɔ kɔkuti le ɖekakpuime.
28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
Nenɔ anyi le ɖoɖoezizi me elabena Yehowae tsɔ kɔkuti la da ɖe edzi.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
Netsɔ eƒe mo ƒo ɖe ke me, ɖewohĩ mɔkpɔkpɔ gali.
30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
Neɖo to me anyi na ame si le eƒo ge eye ŋukpe neyɔe fũu.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Elabena Aƒetɔ la metsɔa ame ƒua gbe ɖikaa o
32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
Togbɔ be ehea nuxaxa vɛ hã la, egakpɔa nublanui na ame, eye eƒe lɔlɔ̃ si nu metsina gbeɖe o la de to ŋutɔ.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
Elabena mehea fukpekpe kple nuxaxa vaa amegbetɔviwo dzi ɖe dzidzɔ teƒe o.
34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Woafanya anyigbadzigamenɔlawo katã kple afɔ.
35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
Ne woagbe nu si nye ame tɔ la tsɔtsɔ nɛ le Dziƒoʋĩtɔ la ŋkume,
36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
eye wotrɔ gbo ame dzɔdzɔe ƒe nya; ɖe Aƒetɔ la makpɔ esiawo oa?
37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
Ame ka aƒo nu eye wòava eme, ne menye Aƒetɔ lae ɖe gbe o?
38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
Ɖe menye Dziƒoʋĩtɔ la ƒe nu mee dzɔgbevɔ̃enyawo kple dzidzɔnyawo siaa doa go tsona oa?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Nu ka ta amegbetɔ ahe nya ne wohe to nɛ ɖe eƒe nu vɔ̃wo ta?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Mina míalé ŋku ɖe míaƒe zɔzɔme ŋu ne míado wo akpɔ eye mina míatrɔ ɖe Yehowa ŋu.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Mina míado míaƒe dziwo kple asiwo ɖe Mawu gbɔ le dziƒo ahagblɔ bena:
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
“Míewɔ nu vɔ̃ hedze aglã eye mètsɔe ke mi o.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
“Ètsɔ dziku tsyɔ ɖokuiwò dzi eye nèti mía yome hewu mí nublanuimakpɔmakpɔtɔe.
44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
Ètsɔ lilikpo tsyiɔ ɖokuiwò dzi ale be, gbedodoɖa aɖeke mate ŋu aɖo gbɔwò o.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Ètsɔ mí wɔ ŋunyɔnu kple gbeɖuɖɔe le dukɔwo dome.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
“Míaƒe futɔwo katã ke nu baa ɖe mía ŋuti.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Ŋɔdzi lé mí; míedze ʋe me eye tsɔtsrɔ̃ kple gbegblẽ va mía dzi.”
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Nye ŋkuwo le aɖatsi fam yoyoyo elabena wotsrɔ̃ nye amewo.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Nye ŋkuwo le aɖatsi fam ɖaa, enu gbe tsotso,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
va se ɖe esime Yehowa aɖo ŋku anyi tso dziƒo akpɔe.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Nu si mekpɔ la na nye luʋɔ xa nu ɖe nyɔnu siwo katã le nye dua me la ta.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Ame siwo nye nye futɔwo madzemadzee la ɖem ɖe nu abe xevi ene.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Wodze agbagba be woatso nye agbe nu le vudo me eye wofɔ kpe ƒum.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
Tsi fie le tanye eye mesusu be evɔ nam.
55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
O Yehowa, wò ŋkɔe meyɔ le vudoa ƒe gogloƒe ke.
56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
Èse nye kukuɖeɖe be, “Mègado toku nye ɣlidodo eye nàgbe akɔfafa nam o.”
57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
Ète va gbɔnye esi meyɔ wò eye nègblɔ be, “Mègavɔ̃ o.”
58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
O, Aƒetɔ, èxɔ nye nya ɖe akɔ eye nèɖe nye agbe.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
Wò ŋutɔ èkpɔ, O Yehowa, vɔ̃ si wowɔ ɖe ŋutinye. Na nye nya nadzɔ!
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Èkpɔ woƒe hlɔ̃biabia ƒe kpekpeme kple nugbe siwo woɖo ɖe ŋunye.
61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
O Yehowa, èse woƒe dzudzuwo kple nu siwo katã woɖo ɖe ŋunye
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
kple nye futɔwo ƒe dalĩdodo kple nuƒoƒo le ŋunye ŋkeke blibo la.
63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
Nye kɔ nàkpɔ wo ɖa! Wole anyinɔƒe o, wole tsitrenu o, woɖua fewu le ŋunye le woƒe hadzidziwo me.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
O Yehowa, xe fe si dze wo la na wo, ɖe nu siwo woƒe asiwo wɔ la ta.
65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
Tsɔ nutsyɔnu tsyɔ woƒe dziwo dzi eye nàna be wò fiƒode nanɔ wo dzi!
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Ti wo yome kple dziku eye nàtsrɔ̃ wo le Yehowa ƒe dziƒo te.
