Job 9

1 Så tog Job til Orde og svarede:

A Jov odgovori i reèe:

2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

Zaista, znam da je tako; jer kako bi mogao èovjek biti prav pred Bogom?

3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

Ako bi se htio preti s njim, ne bi mu mogao odgovoriti od tisuæe na jednu.

4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

Mudar je srcem i jak snagom; ko se je opro njemu i bio sreæan?

5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

On premješta gore, da niko i ne opazi; prevraæa ih u gnjevu svom;

6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

On kreæe zemlju s mjesta njezina da joj se stupovi drmaju;

7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

On kad zaprijeti suncu, ne izlazi; on zapeèaæava zvijezde;

8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

On razapinje nebo sam, i gazi po valima morskim;

9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

On je naèinio zvijezde kola i štape i vlašiæe i druge jugu u dnu;

10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

On èini stvari velike i neispitljive i divne, kojima nema broja.

11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

Gle, ide mimo mene, a ja ne vidim; proðe, a ja ga ne opazim.

12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

Gle, kad uhvati, ko æe ga nagnati da vrati? ko æe mu kazati: šta radiš?

13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

Bog ne usteže gnjeva svojega, padaju poda nj oholi pomoænici.

14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

A kako bih mu ja odgovarao i birao rijeèi protiv njega?

15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

Da sam i prav, neæu mu se odgovoriti, valja da se molim sudiji svojemu.

16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

Da ga zovem i da mi se odzove, još ne mogu vjerovati da je èuo glas moj.

17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

Jer me je vihorom satro i zadao mi mnogo rana ni za što.

18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

Ne da mi da odahnem, nego me siti grèinama.

19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

Ako je na silu, gle, on je najsilniji; ako na sud, ko æe mi svjedoèiti?

20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

Da se pravdam, moja æe me usta osuditi; da sam dobar, pokazaæe da sam nevaljao.

21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

Ako sam dobar, neæu znati za to; omrzao mi je život moj.

22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

Svejedno je; zato rekoh: i dobroga i bezbožnoga on potire.

23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

Kad bi još ubio biè najedanput! ali se smije iskušavanju pravijeh.

24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

Zemlja se daje u ruke bezbožniku; lice sudija njezinijeh zaklanja; ako ne on, da ko?

25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

Ali dani moji biše brži od glasnika; pobjegoše, ne vidješe dobra.

26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

Proðoše kao brze laðe, kao orao kad leti na hranu.

27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

Ako reèem: zaboraviæu tužnjavu svoju, ostaviæu gnjev svoj i okrijepiæu se;

28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

Strah me je od svijeh muka mojih, znam da me neæeš opravdati.

29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

Biæu kriv; zašto bih se muèio uzalud?

30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

Da se izmijem vodom šnježanicom, i da oèistim sapunom ruke svoje,

31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

Tada æeš me zamoèiti u jamu da se gade na me moje haljine.

32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

Jer nije èovjek kao ja da mu odgovaram, da idem s njim na sud;

33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

Niti ima meðu nama kmeta da bi stavio ruku svoju meðu nas dvojicu.

34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

Neka odmakne od mene prut svoj, i strah njegov neka me ne straši;

35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!

Tada æu govoriti, i neæu ga se bojati; jer ovako ne znam za sebe.