Job 10

1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

Dodijao je duši mojoj život moj; pustiæu od sebe tužnjavu svoju, govoriæu u jadu duše svoje.

2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Reæi æu Bogu: nemoj me osuditi; kaži mi zašto se preš sa mnom.

3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

Je li ti milo da èiniš silu, da odbacuješ djelo ruku svojih i savjet bezbožnièki obasjavaš?

4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

Jesu li u tebe oèi tjelesne? vidiš li kao što vidi èovjek?

5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

Jesu li dani tvoji kao dani èovjeèji, i godine tvoje kao vijek ljudski,

6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

Te istražuješ moje bezakonje i za grijeh moj razbiraš?

7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

Ti znaš da nijesam kriv, i nema nikoga ko bi izbavio iz tvoje ruke.

8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

Tvoje su me ruke stvorile i naèinile, i ti me otsvuda potireš.

9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Opomeni se da si me kao od kala naèinio, i opet æeš me u prah obratiti.

10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

Nijesi li me kao mlijeko slio i kao sir usirio me?

11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Navukao si na me kožu i meso, i kostima i žilama spleo si me.

12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

Životom i milošæu darivao si me; i staranje tvoje èuvalo je duh moj.

13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

I sakrio si to u srcu svojem; ali znam da je u tebe.

14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Ako sam zgriješio, opazio si me, i nijesi me oprostio bezakonja mojega.

15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Ako sam skrivio, teško meni! ako li sam prav, ne mogu podignuti glave, pun sramote i videæi muku svoju.

16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

I ako se podigne, goniš me kao lav, i opet èiniš èudesa na meni.

17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

Ponavljaš svjedoèanstva svoja protiv mene, i umnožavaš gnjev svoj na me; vojske jedna za drugom izlaze na me.

18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

Zašto si me izvadio iz utrobe? o da umrijeh! da me ni oko ne vidje!

19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

Bio bih kao da nigda nijesam bio; iz utrobe u grob bio bih odnesen.

20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Nije li malo dana mojih? prestani dakle i okani me se da se malo oporavim,

21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Prije nego otidem odakle se neæu vratiti, u zemlju tamnu i u sjen smrtni,

22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."

U zemlju tamnu kao mrak i u sjen smrtni, gdje nema promjene i gdje je vidjelo kao tama.