< Job 8 >

1 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
And Bildad the Shuhite answers and says:
2 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
“Until when do you speak these things? And a strong wind—sayings of your mouth?
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Does God pervert judgment? And does the Mighty One pervert justice?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
If your sons have sinned before Him, And He sends them away, By the hand of their transgression,
5 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
If you seek for God early, And make supplication to the Mighty,
6 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
If you [are] pure and upright, Surely now He wakes for you, And has completed The habitation of your righteousness.
7 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
And your beginning has been small, And your latter end is very great.
8 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
For inquire, please, of a former generation, And prepare for a search of their fathers,
9 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
For we [are] of yesterday, and we do not know, For our days [are] a shadow on earth.
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
Do they not show you—speak to you, And from their heart bring forth words?
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Does a rush rise without a marsh? A reed increase without water?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
While it [is] in its budding—uncropped, Even before any herb it withers.
13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
So [are] the paths of all forgetting God, And the hope of the profane perishes,
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Whose confidence is loathsome, And the house of a spider his trust.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
He leans on his house—and it does not stand, He takes hold on it—and it does not abide.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
He [is] green before the sun, And over his garden his branch goes out.
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
His roots are wrapped by a heap, He looks for a house of stones.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
If [one] destroys him from his place, Then it has feigned concerning him, I have not seen you!
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Behold, this [is] the joy of His way, And from the dust others spring up.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
Behold, God does not reject the perfect, Nor takes hold on the hand of evildoers.
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
While He fills your mouth with laughter, And your lips with shouting,
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Those hating you put on shame, And the tent of the wicked is not!”

< Job 8 >