Job 37

1 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

I od toga drkæe srce moje, i otskaèe sa svojega mjesta.

2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Slušajte dobro gromovni glas njegov i govor što izlazi iz usta njegovijeh.

3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

Pod sva nebesa pušta ga, i svjetlost svoju do krajeva zemaljskih.

4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

Za njom rièe grom, grmi glasom velièanstva svojega, niti što odgaða kad se èuje glas njegov.

5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

Divno Bog grmi glasom svojim, èini stvari velike, da ih ne možemo razumjeti.

6 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

Govori snijegu: padni na zemlju; i daždu sitnome i daždu silnome.

7 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

Zapeèaæava ruku svakom èovjeku, da pozna sve poslenike svoje.

8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

Tada zvijer ulazi u jamu, i ostaje na svojoj loži.

9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

S juga dolazi oluja, i sa sjevera zima.

10 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

Od dihanja Božijega postaje led, i široke vode stiskuju se.

11 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

I da se natapa zemlja, natjeruje oblak, i rasipa oblak svjetlošæu svojom.

12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

I on se obræe i tamo i amo po volji njegovoj da èini sve što mu zapovjedi po vasiljenoj.

13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

Èini da se naðe ili za kar ili za zemlju ili za dobroèinstvo.

14 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

Èuj to, Jove, stani i gledaj èudesa Božija.

15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Znaš li kako ih Bog ureðuje i kako sija svjetlošæu iz oblaka svojega?

16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

Znaš li kako vise oblaci? Znaš li èudesa onoga koji je savršen u svakom znanju?

17 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

Kako ti se haljine ugriju kad umiri zemlju od juga?

18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

Jesi li ti s njim razapinjao nebesa, koja stoje tvrdo kao saliveno ogledalo?

19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

Nauèi nas šta æemo mu reæi; ne možemo od tame govoriti po redu.

20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

Hoæe li mu ko pripovjediti što bih ja govorio? Ako li bi ko govorio, zaista, bio bih proždrt.

21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

Ali sada ne mogu ljudi gledati u svjetlost kad sjaje na nebu, pošto vjetar proðe i oèisti ga;

22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Sa sjevera dolazi kao zlato; ali je u Bogu strašnija slava.

23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

Svemoguæ je, ne možemo ga stignuti; velike je sile, ali sudom i velikom pravdom nikoga ne muèi.

24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

Zato ga se boje ljudi: ne može ga vidjeti nikakav mudarac.