Job 16

1 Så tog Job til Orde og svarede:

A Jov odgovori i reèe:

2 "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

Slušao sam mnogo takih stvari; svi ste dosadni tješioci.

3 Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

Hoæe li biti kraj praznijem rijeèima? ili šta te tjera da tako odgovaraš?

4 Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

I ja bih mogao govoriti kao vi, da ste na mom mjestu, gomilati na vas rijeèi i mahati glavom na vas,

5 styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

Mogao bih vas hrabriti ustima svojim, i micanje usana mojih olakšalo bi bol vaš.

6 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

Ako govorim, neæe odahnuti bol moj; ako li prestanem, hoæe li otiæi od mene?

7 Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

A sada me je umorio; opustošio si sav zbor moj.

8 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

Navukao si na me mrštine za svjedoèanstvo; i moja mrša podiže se na me, i svjedoèi mi u oèi.

9 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

Gnjev njegov rastrže me, nenavidi me, škrguæe zubima na me, postavši mi neprijatelj sijeva oèima svojima na me.

10 de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

Razvaljuju na me usta svoja, sramotno me biju po obrazima, skupljaju se na me.

11 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

Predao me je Bog nepravedniku, i u ruke bezbožnicima bacio me.

12 Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

Bijah miran i zatr me, i uhvativši me za vrat smrska me i metnu me sebi za biljegu.

13 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Opkoliše me njegovi strijelci, cijepa mi bubrege nemilice, prosipa na zemlju žuè moju.

14 Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

Zadaje mi rane na rane, i udara na me kao junak.

15 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

Sašio sam kostrijet po koži svojoj, i uvaljao sam u prah slavu svoju.

16 mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

Lice je moje podbulo od plaèa, na vjeðama je mojim smrtni sjen;

17 skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

Premda nema nepravde u rukama mojim, i molitva je moja èista.

18 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

Zemljo, ne krij krvi što sam prolio, i neka nema mjesta vikanju mojemu.

19 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

I sada eto na nebu je svjedok moj, svjedok je moj na visini.

20 gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

Prijatelji se moji podruguju mnom; oko moje roni suze Bogu.

21 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

O da bi se èovjek mogao pravdati s Bogom, kao sin èovjeèiji s prijateljem svojim!

22 Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.

Jer godine izbrojene navršuju se, i polazim putem odakle se neæu vratiti.