< Prædikeren 3 >

1 Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:
Всем время и время всяцей вещи под небесем:
2 Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,
время раждати и время умирати, время садити и время исторгати сажденое,
3 Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,
время убивати и время целити, время разрушати и время созидати,
4 Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,
время плакати и время смеятися, время рыдати и время ликовати,
5 Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,
время разметати камение и время собирати камение, время обымати и время удалятися от обымания,
6 Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,
время искати и время погубляти, время хранити и время отреяти,
7 Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,
время раздрати и время сшити, время молчати и время глаголати,
8 Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.
время любити и время ненавидети, время брани и время мира.
9 Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?
Кое изюбилие творящаго, в нихже сам трудится?
10 Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
Видех попечение всяческое, еже даде Бог сыном человеческим, еже пещися в нем.
11 Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.
Всяческая, яже сотвори, добра (суть) во время свое, ибо всякий век дал есть в сердце их, яко да не обрящет человек сотворения, еже сотвори Бог от начала и даже до конца.
12 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever.
Уразумех, яко несть благо в них, но токмо еже веселитися и еже творити благо в животе своем:
13 Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
ибо всяк человек, иже яст и пиет и видит благое во всем труде своем, сие даяние Божие есть.
14 Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn.
Разумех, яко вся, елика сотвори Бог, сия будут во век: к тем несть приложити и от тех несть отяти, и Бог сотвори, да убоятся от лица Его:
15 Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.
бывшее уже есть, и елика имут быти, уже быша, и Бог взыщет гонимаго.
16 Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted.
И еще видех под солнцем место суда, тамо нечестивый, и место праведнаго, тамо благочестивый.
17 Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.
И рех аз в сердцы моем: праведнаго и нечестиваго судит Бог: яко время всяцей вещи и на всяцем сотворении тамо.
18 Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"
Рех аз в сердцы моем о глаголании сынов человеческих, яко разсудит их Бог: и еже показати, яко сии скоти суть:
19 Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.
ибо и тем якоже случай сынов человеческих и случай скотский, случай един им: якоже смерть того, тако и смерть сего, и дух един во всех: и что излишше имать человек паче скота? Ничтоже: яко всяческая суета.
20 Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.
Вся идут во едино место: вся быша от персти и вся в персть возвращаются.
21 Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer nedad til Jorden?
И кто весть дух сынов человеческих, аще той восходит горе? И дух скотский, аще низходит той долу в землю?
22 Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?
И видех, яко несть благо, но токмо еже возвеселится человек в творениих своих, яко сия часть его: понеже кто приведет его видети то, еже будет по нем?

< Prædikeren 3 >