La Bu 88
1 O Pakai, eihuhhing’a ka Pathen, sunleh nangma kakou in, jan leh nakom kahin nailut ji e.
(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
2 Tun kakouna neijah peh’in lang katona neisan peh’in.
lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)
4 Athisa bang bep kahitai, mithahat tah khat athahat na bei nungsang bep kahitai.
jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
5 Amahon mithi lah’a eidalha uvin lhan ah mithi lup’in kalum e. Keima hi suhmil in kaum tai, nami kaihoina a kon in eiki lamang tai.
kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
6 Nang in kotong noinung pen athim pen ah neison lha e.
Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
7 Nalung han na gihtah chun eidelphan, hichu twi kinong bangin akinong’in eichup tai.
tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
8 Keima hi doumah in neisem in kagol kapai ho neidelmang peh gamtai. Keima hi thang’ah ka-oh in kiteldoh theilouvin kaum e.
Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
9 Kamit lhin kamit achupmin kho muthei louvin kaum e. O Pakai niseh’in na panpina kathum in nami lungsetna ngaichan kakhut teni kahin sange.
mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
10 Nathil kidang bol hohi mithi dinga phachom ding hinam? Mithi hungthodoh a nathangvah theiding hinam?
Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
11 Lhankhuh a kon in amahon nami ngailutna longlou hi ahin phongdoh theina diuvem? Suhmangna mun’a umhon nakitah nahi aphongdoh theina diuvem?
Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
12 Muthim’in nathilbol kidang hohi aseiphong nadiuvem? Thil suhmil delna gam'a umhon na chonphat na hochu aseiphong theina diuvem?
Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
13 O Pakai nangma kakouve, niseh-a nakom a katao jingding ahi.
Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
14 O Pakai, ibola kei nei paidoh hitam? Ibol a kei a kon a naki heimang hitam?
Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
15 Kakhang don lai a pat a, kanatna hin thina komcha eina lhutsa ahitan, nagim neina masanga hin thabei leh lungkham tah’in kading e.
Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
16 Nalunghan na tijat umtah chun eilonvuh’in, tijat naumna chun eithabei sah e.
din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
17 Hiche hochun sun nilhum in twisoh bangin kavel a eilon khum un ahi. Muthimhi kakinai pipen kagol in apang un ahi.
som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
