Jeremiah 4

1 Vo Israel, nangma hung kilekit ding nahin, nangma kahenga hung kilekit tan, tin Pakaiyin aseiye. Thet umtah doilim hochu napai doh’a chuleh nangma ka-angsunga kon’a nachemang kit tahlou ding ahi.

Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for mit Åsyn.

2 Chuleh kamin’a “Pakai hingjing” tia nangma nakihah sel’a, nangman thulah, thutandih chuleh chondihna chu nadinpi ding ahi. Chuteng namtin vaipi dinga nangma phatthei channa nahiding, chuleh mitin hung kikhom uva kamin avahchoi ding ahi.

Sværger du: "Så sandt HERREN lever," redeligt, ærligt og sandt, skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham.

3 Hiche hi, Judah mite leh Jerusalem’a chengte henga Pakai thusei chu ahi. “Lholou gamtah leiset tobang nalungsung’u chu kaljal’unlang, muchi pha chu ling leh khao lah’a themang hih un.

Thi så siger HERREN til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd eder Nyjord og så dog ikke blandt, Torne!

4 Vo Judah leh Jerusalem mite, kiletsah hoitho pailhauvin, Pakai angsung’a kipelut uvin. Nalungsung uva setna dim chep-vun chu tan un paidoh un, nalung khel’un. Achutilouleh nachonset nau jal’a chu kalungsat nachung uva meikong banga hung deojah ding, hichu koima aphelmit ding umlouhel ding ahi,’’ tin Pakaiyin aseiye.

Omskær jer for HERREN og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slår ud som Ild og hrænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld.

5 Judah gamsunga samphongun, chuleh Jerusalem’a phongjal un! Amaho chu seipeh un, gamsung pumpia phongjal’un. “Nakihinso nadiuvin jam un, chuleh kulpi kikaikhum khopi sunga jamlut un.’’

Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i de faste Stæder!

6 Melchihna ponlap khat, Jerusalem mite din khaidoh’un; Hoidohna din tun jamtauvin, umden den hih un! Ijeh inem itileh keiman sahlam gamkaiya kon’a manthahna nachunguva kahinlhunsah ding ahi, ati.

Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud.

7 Keipi bahkai khat, namtin vaipi sumang chu, akiselna kokhuh’a konin ahung pot’e. Aman akiselna kokhuh ahin dalhan, nang lampi ahin jottai. Aman nagamsung asuhmang ding, nakhopi jousea jong mi chenna lou khogem asoding ahi.

En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer skal hærges, så ingen bor der.

8 Hijeh chun khaodip-pon kivon’unlang kap uvin mauvun. Ajeh chu Pakai lungsat, khohsetah chu ichunguva alhunge. tiuvin.

Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender HERRENs glødende Vrede sig fra os.

9 Pakaiyin aseiye,’’ Hiche nikho chuleh lengpa leh leng chapate kicha-a kihotdiu, thempuho jong tija diu chuleh themgao hojong lungdong dendiu ahi,’’ ati.

På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal Kongen og Fyrsterne tabe Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slås af Rædsel;

10 Hichun keiman, “Vo Hatchungnung Pakai, nangman Jerusalem’a cham-lungmon umding ahi, tia natepsa hilou ham? Ahivangin, nangin amaho najoulheptai, alol’u leh chemjam akisuto gamtai,’’ kati.

og de skal sige: "Ak, Herre, HERRE! Sandelig, du førte dette Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu har Sværdet nået Sjælen."

11 Hiche phat chuleh, Pakaiyin amite jah’a aseiding, ‘’Vo kamite, nelgam’a kon’a meisa tobang kho-hui savetvut in nahin nunkhum diu, hiche hui chu huilhi leh buhsi semhoh hui hilou ding ahi.’’

På hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn,

12 Hiche khopihui chu keiman huneitah’a kahin nunsah ahi. Chuleh tua namanthah nadiu thutan khum’a phongdoh’a chu keima kahi,’’ ati.

et Vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også nu tale Domsord imod dem.

13 Ven, melma chu meilhang lom bangin ahunge. Agalsatna kangtalai ho chimpei kipei abangin, asakolte jong muvanlai sangin ajangkhai jouve. Itobanga khohse hitam, eiho amahthah ihitauve.

Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde!

14 Vo Jerusalem, huhhing'a naumthei nadin nalungthim a thilse ho kisoptheng in. Itihchan geiya, nalung sunga setna hochu nachen sah ding ham?

Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor længe skal dit Indre huse de syndige Tanker?

15 Dan khopi leh Ephraim thinglhang gam’a hungkon thangkou ten, nang manthahna ding thuse jeng aphonguve.

Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge:

16 Namtin vaipi jouse gih’un chuleh hichehi Jerusalem’a seiphongun. Melmapa chu gamla tah’a konin ahung e. Aman Judah gamsung khopi ho douna kho ahinsam’e.

Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda.

17 Lou ngah hon lou ahon bang’un Jerusalem khopi chu aum kimveltauve. Ajeh chu kamiten kei doumah mah aboltauve, tin Pakaiyin aseiye.

Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra HERREN.

18 Vo Judah, nathilbol leh nachonna chengsen, thilse hichenghi nachung’a ahinlhut ahitai. Hiche gentheina hi akha kine banga nachunga hunglhung ahitan, nalungchang geiya ahin dot ahitai.

Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.

19 Ohe, kalungchang anai, kadip adambehseh e! kalungchang aphudot dot in, thipbeh in kaumtheipoi. Ajeh chu keiman melmapa sumkon gin kajan chuleh agalsatna pumpi pohjah gin kajai.

Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre, Skrig fra Kampen;

20 Manthahna chunga manthahna, gamsung ahunglhung’e, gamsung pumpi ahomkeuvin akijamtai. Hetmanlouvin kaponbuh chengseu abon'in asusetan, chuleh kachennau jouseu jong asuse gamtai.

der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte hærges brat, i et Nu mine Forhæng.

21 Itihchan hi gal ponlap kavet vet’uva, chuleh gal husa leh sumkon gin kangai ngai diuham?

Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet?

22 Pakaiyin aseiye, “Kamite angol gam’uvin, keima jong eihepouve. chapang ngol bangin aumun, imacha ahekhen theipouve. Thilse bolna lam’a athem’un ahivangin amahon thilpha bolje ahepouve,’’ati.

Thi mit Folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Tåber til det gode.

23 Keiman leiset kaven, hichu ahomkeo leh alimbei ahi. Keiman vanlam kaven, vah aumpon athim e.

Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys var borte;

24 Keiman thinglhang leh molsang ho kaven, akihot ling gam’un chuleh aonle le gam tauve.

Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved;

25 Kavet pet chun, mihem ho jouse kamutapoi. Chuleh vacha ho jouse jong alengmang gamtauve.

jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var fløjet;

26 Kavet pet chun, gam leiset phalai jouse gamgo asohtan, chuleh khopi jouse jong chu, Pakai lungsat khohse chun khogemsa asogamtai.

jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for HERREN, for hans glødende Vrede.

27 Pakaiyin aseiye, “Leiset pumpi ahom keova hung umding, ahivanga leiset apumpia kasuhmanglou ding ahi.

Thi så siger HERREN: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger jeg ikke.

28 Leiset lunghem ding, vanho jong hung thim ding. Ajeh chu keiman kamite chunga kathupehsa ahitai. Chuleh keiman katohding chu kageltohsa ahitan, nung jong nungkhel kit pong’e,’’ati.

Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.

29 Sakol kangtalai chunga touho leh thalpi kap them ho husa chun, mipi jouse ajam chehtauve. Amaho hamjing lah’a akisel’un, chuleh molsang lam’a ajamtauve. Khopi jouse ahomkeuvin aumtan, mihem khatcha jong achengtapoi.

For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et Menneske bor der.

30 Vo Jerusalem, nangin ipi nabol am, Nangma kisusea dalhahsa nahitai. Ibol’a nangma ponsil hoitah tah’a nakivon’a, sana-a nakijep ham? Ibol’a namitte ni chu mitlouva najeppol ham? Nakijepna chu pannabei ahin, nakivoppi nadongmahon la donlouvin nakoiyun, thadin bou naholtauve.

Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen, smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil de have.

31 Keiman numei naosonat masapen thoh’a, aka-pen gin tobang khat kajan. Hiche hi Jerusalem chanu melhoitah, haithei louva aka-gin chu ahi. Ohe ada kahi, tolthat ho’a kon in nei panpin, ati.

Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder: "Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder."