Hiob 19
1 Na Hiob kasaa bio sɛ,
Så tog Job til Orde og svarede:
2 “Mobɛhyɛ me aniɛyaa na mode nsɛm abubu me akɔsi da bɛn?
"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?
3 Mpɛn edu nie a moasopa me; mo ani nwu sɛ moto hyɛ me so.
I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
4 Sɛ ɛyɛ nokorɛ sɛ mafom ɛkwan a, me mfomsoɔ yɛ me nko ara asɛm.
Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
5 Sɛ ampa sɛ mobɛma mo ho so wɔ me so na mode mʼanimguaseɛ ayɛ adanseɛ atia me a,
Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
6 ɛnneɛ monhunu sɛ Onyankopɔn ayɛ me bɔne na ɔde nʼatena atwa me ho ahyia.
Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
7 “Ɛwom sɛ mesu sɛ, ‘Wɔafom me’ deɛ, nanso obiara mmua me; meteam pɛ mmoa, nanso atɛntenenee biara nni hɔ.
Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.
8 Wasi me ɛkwan enti mentumi mensene; wama mʼakwan so aduru sum.
Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
9 Wayi mʼanimuonyam afiri me so na watu mʼahenkyɛ afiri me ti so.
han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
10 Wasɛe me akwannuasa nyinaa so de awie me; watu mʼanidasoɔ ase te sɛ dua.
brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;
11 Nʼabufuo huru tia me; na wakan me afra nʼatamfoɔ mu.
hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
12 Nʼakodɔm ba anibereɛ so; wɔsisi mpie de tia me na wɔtwa me ntomadan ho hyia.
samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
13 “Wayi me nuammarima afiri me ho; na mʼamanifoɔ nso, watwe wɔn ho koraa.
Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
14 Mʼabusuafoɔ kɔ; na me nnamfonom werɛ afiri me.
mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
15 Mʼahɔhoɔ ne me mmaawa bu me sɛ ɔhɔhoɔ; mete sɛ ɔnanani ma wɔn.
mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
16 Mefrɛ me ɔsomfoɔ, na ɔmmua; mpo, mete mʼano srɛ no.
ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;
17 Me home bɔn me yere; me ho afono mʼankasa nuammarima.
ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
18 Mpo, mmarimmaa nkumaa bu me animtiaa; sɛ mepue a wɔdi me ho fɛw.
selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;
19 Me nnamfo berɛboɔ kyiri me; mʼadɔfoɔ asɔre atia me.
Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
20 Maka honam ne nnompe, na ɛkaa kakraa bi, anka merewu.
Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
21 “Monhunu me mmɔbɔ, me nnamfonom, monhunu mmɔbɔ, na Onyankopɔn nsa abɔ me.
Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!
22 Adɛn enti na motaa me so, sɛdeɛ Onyankopɔn yɛ no? Na mommfa me honam mu yea yi saa ara?
Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
23 “Ao, anka wɔmfa me nsɛm nhyɛ nwoma mu, anka wɔntwerɛ wɔ nwoma mmobɔeɛ so,
Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
24 anka wɔmfa dadeɛ twerɛdua nyiyi wɔ sumpii so, anaa wɔnkrukyire wɔ abotan so afebɔɔ.
med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!
25 Menim sɛ me odimafoɔ te ase, na awieeɛ no ɔbɛsɔre agyina asase so.
Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.
26 Na sɛ me wedeɛ wie sɛe a, mede mʼani bɛhunu Onyankopɔn.
Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
27 Me ara mɛhunu no mede mʼani, na ɛnyɛ obi foforɔ ani, bɛhunu no. Mʼakoma ho pere no wɔ me mu.
hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!
28 “Sɛ moka sɛ, ‘Yɛbɛteetee no, ɛfiri sɛ ɔhaw no firi ɔno ara’ a,
Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"
29 ɛsɛ sɛ mosuro akofena no. Abufuo nam akofena so de asotwe bɛba, na mobɛhunu sɛ atemmuo wɔ hɔ.”
så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
