Hiob 13

1 “Mʼani ahunu yeinom nyinaa, mʼaso ate, na ate aseɛ nso.

Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

2 Deɛ wonim no, me nso menim; wo nsene me.

hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

3 Nanso mepɛ sɛ mekasa kyerɛ Otumfoɔ no na me ne Onyankopɔn toatoa adwene wɔ mʼasɛm ho.

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

4 Mode atorɔ mmom na afɔre me ho; mo nyinaa moyɛ ayaresafoɔ a mo ho nni mfasoɔ!

mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

5 Sɛ mobɛyɛ komm koraa a ɛno na ɛbɛyɛ nyansa ama mo!

Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

6 Afei montie mʼano asɛm; montie mʼanoyie.

Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

7 Mobɛka amumuyɛsɛm ama Onyankopɔn anaa? Mobɛka nnaadaasɛm ama no anaa?

Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

8 Mobɛkyea mo aso ama no? Mobɛka Onyankopɔn asɛm ama no anaa?

Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

9 Sɛ ɔhwehwɛ mo mu a, ɛbɛsi mo yie anaa? Mobɛtumi adaadaa no sɛdeɛ modaadaa nnipa no anaa?

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

10 Sɛ mokyeaa mo aso wɔ kɔkoam a, sɛdeɛ ɛteɛ biara, ɔbɛka mo anim.

Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

11 Nʼanimuonyam mmɔ mo hu anaa? Ne ho suro nntɔ mo so anaa?

Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

12 Mo kasatɔmmɛ yɛ mmɛbuo a ɛte sɛ nsõ; mo anoyie yɛ dɔteɛ.

Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

13 “Monyɛ dinn, na menkasa; na deɛ ɛbɛyɛ me biara mmra me so.

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

14 Adɛn enti na mede me ho to amaneɛ mu na mede me nkwa to me nsam?

Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

15 Ɛwom sɛ ɔkumm me deɛ, nanso ne so na mʼani bɛda; ampa ara mɛdi mʼakwan ho adanseɛ wɔ nʼanim.

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

16 Nokorɛm, yei na ɛbɛyɛ me nkwagyeɛ, ɛfiri sɛ deɛ ɔnsuro Onyankopɔn no rentumi nkɔ nʼanim!

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

17 Montie me nsɛm yi yie; monyɛ aso mma deɛ meka.

Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

18 Afei a masiesie me nkurobɔ yi, menim sɛ mɛdi bem.

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

19 Obi bɛtumi abɔ me kwaadu anaa? Sɛ ɛte saa deɛ a, anka mɛyɛ komm na mawu.

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

20 “Ao Onyankopɔn, yɛ saa nneɛma mmienu yi pɛ ma me, na afei meremfa me ho nsuma wo:

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

21 Yi wo nsa firi me so kɔ akyirikyiri, na gyae wo ho hu a wode hunahuna me no.

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

22 Afei samena me na mɛba, anaa ma menkasa na bua me.

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

23 Mfomsoɔ ne bɔne dodoɔ ahe na mayɛ? Kyerɛ me me mfomsoɔ ne me bɔne.

Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

24 Adɛn enti na wode wʼanim asie me na wodwene sɛ meyɛ wo ɔtamfoɔ?

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

25 Wobɛyɛ ahahan a mframa rebɔ no ayayadeɛ anaa? Wobɛtaa ntɛtɛ a awoɔ anaa?

Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

26 Wotwerɛ soboɔ a ɛyɛ yea tia me, na woka me mmabunuberɛ mu bɔne nyinaa gu me so.

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

27 Wode nkyehoma gu me nan; wohwɛ mʼanammɔnkwan nyinaa so yie na wode ahyɛnsodeɛ ayeyɛ mʼanammɔn mu.

lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

28 “Enti onipa nkwa sa te sɛ biribi a aporɔ, te sɛ atadeɛ a nweweboa adie.

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,