Psalmorum 137

1 Psalmus David, Jeremiæ. [Super flumina Babylonis illic sedimus et flevimus, cum recordaremur Sion.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

2 In salicibus in medio ejus suspendimus organa nostra:

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 quia illic interrogaverunt nos, qui captivos duxerunt nos, verba cantionum; et qui abduxerunt nos: Hymnum cantate nobis de canticis Sion.

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

4 Quomodo cantabimus canticum Domini in terra aliena?

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

5 Si oblitus fuero tui, Jerusalem, oblivioni detur dextera mea.

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 Adhæreat lingua mea faucibus meis, si non meminero tui; si non proposuero Jerusalem in principio lætitiæ meæ.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 Memor esto, Domine, filiorum Edom, in die Jerusalem: qui dicunt: Exinanite, exinanite usque ad fundamentum in ea.

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

8 Filia Babylonis misera! beatus qui retribuet tibi retributionem tuam quam retribuisti nobis.

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 Beatus qui tenebit, et allidet parvulos tuos ad petram.]

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!