< Job 29 >

1 Job resumed speaking and said,
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 “Oh, that I were as I was in the past months when God cared for me,
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 when his lamp shined on my head, and when I walked through darkness by his light.
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 Oh, that I were as I was in the ripeness of my days when the friendship of God was on my tent,
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 when the Almighty was yet with me, and my children were around me,
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 when my way was covered with cream, and the rock poured out for me streams of oil!
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 When I went out to the city gate, when I sat in my place in the city square,
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
8 the young men saw me and kept their distance from me in respect, and the aged people rose and stood for me.
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 The princes used to refrain from talking when I came; they would lay their hand on their mouths.
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
10 The voices of the noblemen were hushed, and their tongue clung to the roof of their mouths.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 For after their ears heard me, they would then bless me; after their eyes saw me, they would then give witness to me and approve of me
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
12 because I rescued the one who was poor when he cried out, and the one who had no father when he had no one to help him.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 The blessing of him who was about to perish came on me; I caused the widow's heart to sing for joy.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 I put on righteousness, and it clothed me; my justice was like a robe and a turban.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 I was eyes to blind people; I was feet to lame people.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 I was a father to needy people; I would examine the case even of one whom I did not know.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 I broke the jaws of the unrighteous man; I plucked the victim out from between his teeth.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 Then I said, 'I will die in my nest; I will multiply my days like the grains of sand.
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
19 My roots are spread out to the waters, and dew lies all night on my branches.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 The honor in me is always fresh, and the bow of my strength is always new in my hand.'
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
21 To me men listened; they waited for me; they stayed silent to hear my advice.
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
22 After my words were done, they did not speak again; my speech dropped like water on them.
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
23 They always waited for me as they waited for rain; they opened their mouth wide to drink in my words, as they would do for the latter rain.
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
24 I smiled on them when they did not expect it; they did not reject the light of my face.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
25 I selected their way and sat as their chief; I lived like a king in his army, like one who comforts mourners.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

< Job 29 >