Salme 74

1 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

MAIN Kot, da me kom kotin kaje kin kit ala, o da me re onioniki japwilim omui jip akan?

2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Kom kotin kupura japwilim omui momodijou, me kom kotin pwaindar maj o, o me komui dorelar, pwen wiala japwilim omui, kotin kupura dol Jion, waja me kom kotikot ia.

3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Kom koti don waja me lijelipin anjau warai; imwintiti me kawelar meakaroj nan im jaraui.

4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Me palian komui, kin weriwer nan tanpaj omui o pwilikidi arail dikedik en ani mal akan lole.

5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

Irail pwaradar dueta ir, me wia palapal nan wei.

6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

Re kin kawela did kajelel akan ki jile laud o tikitik.

7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Irail karonala tanpaj omui; irail kajaminela o tiakedi waja me mar omui kotikot ia.

8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Irail kin inda nan monion arail: Na, kitail pan kawela! Irail karonalar wajan kaudok karoj nan jap o.

9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Jolar manaman akai janjal on kitail, o jolar jaukop amen mia, o jota amen re atail me pan aja imwilan mepukat.

10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

O Main Kot, arai da me morjued o pan lalaue, o imwintiti o pan mamaleki mar omui?

11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Da me komui kotiki wei jan lim omui? Kotikida pali maun omui o kaimwijokala.

12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Pwe Kot ai Nanmarki jan maj o. I me jauaj pan meakaroj, me kin wiaui nin jappa.

13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

Kom kotin kamueit pajaner madau ki omui manaman, o kom kotin kawelar monan drake nan pil.

14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Kom kotin kawelar monan walroj, ap kotiki on aramaj nan jap tan, pwen kanala.

15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Komui kotin kapwaredar parer o pilap akan, o pilap kalaimun akan me kom kotin kanalanaladi.

16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Ran o pon me japwilim omui; komui kotin wiadar jaunipon o katipin.

17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Komui wiadar irair en jap akan; komui me kin wia anjaun karakar o kapou.

18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

Kom kotin kupura mepukat: Imwintiti o lalaue komui Main, o aramaj pweipwei kan mamaleki mar omui.

19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Kom der kotiki on man laualo nen en japwilim omui muroi, o kom der likidmaliela pwin en japwilim omui luet akan.

20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Kom kotin tamanda inau o, pwe jap olar waja karoj o im akan pual pajaner.

21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Re der kotin mueid on me luet o, en namenok purela, me jamama o luet akan en kapina mar omui.

22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,

Main Kot, kom kotida o kotin kaimwijokala japwilim omui dodok; kom kotin tamanda kankaurur, me kin wiaui on kmui jan ren me pweipwei kan.

23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Kom kotin der maliela weriwer en japwlim omui imwintiti, moronoron en me palian komui kan, me kin lalaudalar karoj.