Salme 69

1 (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,

Til songmeisteren, etter «Liljor»; av David. Frels meg, Gud! for vatni trengjer seg inn på livet.

2 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;

Eg er sokken ned i det djupe dike der det inkje fotfeste er, eg er komen ut i ovdjupe vatn, og flodi fløymer yver meg.

3 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;

Eg er trøytt av mi roping, det brenn i min strupe, mine augo er upptærde, med di eg ventar på min Gud.

4 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!

Fleire enn håri på mitt hovud er dei som hatar meg utan orsak, mange er dei som vil meg tyna meg, som utan grunn er mine fiendar; det eg ikkje hev rana, skal eg no gjeva attende.

5 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.

Gud, du kjenner min dårskap, og all mi syndeskuld er ikkje løynd for deg.

6 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!

Lat deim ved meg ikkje verta til skammar, dei som ventar på deg, Herre, Herre, allhers drott! Lat deim ikkje ved meg verta skjemde, dei som søkjer deg, Israels Gud!

7 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;

For di skuld ber eg hæding, skjemsla ligg yver mitt andlit.

8 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.

Eg hev vorte framand hjå brørne mine, og ein utlending hjå borni til mor mi.

9 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:

For brennhug for ditt hus hev ete meg upp, og deira spottord som spottar deg, hev falle på meg.

10 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;

Då mi sjæl græt medan eg fasta, vart eg spotta for det.

11 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.

Då eg laga ein sekk til klædde for meg, vart eg eit ordtøke for deim.

12 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.

Dei som sit i porten, røder um meg, og drikkarane syng um meg.

13 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!

Men eg kjem med mi bøn til deg, Herre, i nådetidi, Gud, for di store miskunn; svara meg med di trufaste hjelp!

14 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,

Fria meg ut or søyla, og lat meg ikkje søkka! Lat meg verta utfria frå deim som hatar meg og frå dei djupe vatni!

15 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.

Lat ikkje vatsflodi fløyma yver meg, og ikkje djupet svelgja meg, og heller ikkje brunnen lata att sitt gap yver meg!

16 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;

Svara meg, Herre, for din nåde er god, etter di store miskunn vend deg til meg!

17 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;

Og løyn ikkje di åsyn for tenaren din, for eg er i naud; svara meg snart!

18 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!

Kom nær til mi sjæl, løys henne ut! Frels meg for mine fiendar skuld!

19 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.

Du kjenner mi spott og skam og vanæra, for di åsyn stend alle dei som trengjer meg.

20 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;

Spottord hev brote mitt hjarta sund, so eg er sjuk; eg venta på medynk, men der var ingi, og på trøystarar, men eg fann ingen.

21 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.

Og dei gav meg gall å eta, og då eg var tyrst, gav dei meg eddik å drikka.

22 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;

Lat bordet deira framfyre deim verta ei snara, og ei gildra for deim når dei er trygge!

23 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!

Lat augo deira dimmast so dei ikkje ser, og lat deira lender alltid skjelva!

24 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;

Renn ut yver deim din vreide, og lat din brennande harm nå deim!

25 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!

Lat deira bustad verta øydd, lat det ingen vera som bur i deira tjeld!

26 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.

For dei forfylgjer den som du hev slege, og dei fortel um pinsla åt deim som du hev gjenomstunge.

27 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;

Lat deim leggja syndeskuld til si syndeskuld, og lat deim ikkje koma til di rettferd!

28 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!

Lat deim verta utstrokne or livsens bok, og ikkje verta innskrivne med dei rettferdige!

29 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!

Men eg er ein arming full av verk, Gud, lat di frelsa berga meg!

30 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;

Eg vil lova Guds namn med song og høglova honom med takksegjing,

31 det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!

og det skal tekkjast Herren betre enn ein ung ukse med horn og klauver.

32 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!

Når spaklyndte ser det, vil dei gleda seg; de som søkjer Gud - må dykkar hjarta liva!

33 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.

For Herren høyrer på dei fatige, og sine fangar vanvyrder han ikkje.

34 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;

Himmel og jord skal lova honom, havet og alt som krek i det.

35 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;

For Gud skal frelsa Sion og byggja byarne i Juda, og dei skal bu der og eiga deim.

36 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.

Og avkjømet til hans tenarar skal erva deim, og dei som elskar hans namn, skal bu der.