Ordsprogene 1
1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
Ordtøke av Salomo, son til David, konge yver Israel.
2 Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
Av deim kann ein læra visdom og age og skyna vituge ord.
3 tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
Og få age so ein vert klok, rettferd og rett og rettvisa.
4 de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
Dei kann gjeva dei urøynde klokskap, ungdomen kunnskap og ettertanke -
5 den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
so den vise kann høyra og auka sin lærdom og den vituge verta rådklok.
6 de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.
Dei gjev skyn på ordtak og myrke ord, ord frå dei vise og gåtorne deira.
7 HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.
Otte for Herren er upphav til kunnskap, uvitingar vanvyrder visdom og age.
8 Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
Høyr etter, son min, når far din deg agar, og kasta’kje frå deg det mor di deg lærer!
9 thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
For det er ein yndeleg krans for ditt hovud, og kjedor kring halsen din.
10 Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
Son min, når syndarar lokkar deg, samtykk ikkje!
11 Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
Um dei segjer: «Kom med oss! Me vil lura etter blod, setja fella for den skuldlause utan grunn;
Me vil gløypa deim som helheimen livande, og heile som når dei fer i gravi; (Sheol h7585)
13 Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
Me vinna oss alle slag skattar, og fyller husi våre med rov;
14 Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"
du skal få lutskifte saman med oss, alle skal me ha same pungen.» -
15 - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
Son min, gakk ikkje då på vegen med deim, haldt foten din burte frå deira stig!
16 thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
For føterne deira spring til vondt og er snøgge til å renna ut blod.
17 Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
Men fåfengt breier dei netet for augo på alle fuglar.
18 de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
Dei lurer på sitt eige blod og set eit garn for sitt eige liv.
19 Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
So gjeng det kvar som riv til seg med ran, det drep sin eigen herre.
20 Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;
Vismøyi ropar på gata og lyfter si røyst på torgi.
21 oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
På gatehyrna preikar ho midt i ståket, i porthallar og kring i byen ho talar:
22 Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
«Kor lenge vil de fåkunnige elska fåkunna, og kor lenge vil spottarar ha hug til spott, og dårar hata kunnskap?
23 Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
Snu dykk hit når eg refser! So skal åndi mi fløyma for dykk, og eg skal kunngjera dykk mine ord.
24 Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
Eg ropa og de vilde ikkje høyra, og ingen agta på at eg rette ut handi,
25 men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,
De brydde dykk ei um all mi råd, og ansa ikkje mitt refsings ord,
26 derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,
So skal eg då læ når de ulukka fær, eg skal spotta når det som de ræddast kjem,
27 når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.
når det de ræddast kjem som eit uver, og uferdi dykkar fer hit som ein storm, når trengsla og naud kjem på dykk.
28 Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,
Då vil eg ikkje svara når de ropar på meg, dei skal naudleita etter meg, men ikkje finna meg.
29 fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;
Av di dei hata kunnskap og forsmådde otte for Herren,
30 mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.
ikkje lydde på mi råd, vanyrde all mi påminning,
31 Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;
skal dei eta frukt av si åtferd og verta mette av sine råder.
32 thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;
For einvisa drep dei einfaldne, og tryggleiken dårarne tyner.
33 men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
Men den bur trygt, som høyrer på meg, verna um ulukke-rædsla.»
