Salme 39
1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
For the Leader, for Jeduthun. A Psalm of David. I said: 'I will take heed to my ways, that I sin not with my tongue; I will keep a curb upon my mouth, while the wicked is before me.'
2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
I was dumb with silence; I held my peace, had no comfort; and my pain was held in check.
3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
My heart waxed hot within me; while I was musing, the fire kindled; then spoke I with my tongue:
4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
'LORD, make me to know mine end, and the measure of my days, what it is; let me know how short-lived I am.
5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)
Behold, Thou hast made my days as hand-breadths; and mine age is as nothing before Thee; surely every man at his best estate is altogether vanity. (Selah)
6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
Surely man walketh as a mere semblance; surely for vanity they are in turmoil; he heapeth up riches, and knoweth not who shall gather them.
7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
And now, Lord, what wait I for? My hope, it is in Thee.
8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
Deliver me from all my transgressions; make me not the reproach of the base.
9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
I am dumb, I open not my mouth; because Thou hast done it.
10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
Remove Thy stroke from off me; I am consumed by the blow of Thy hand.
11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)
With rebukes dost Thou chasten man for iniquity, and like a moth Thou makest his beauty to consume away; surely every man is vanity. (Selah)
12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
Hear my prayer, O LORD, and give ear unto my cry; keep not silence at my tears; for I am a stranger with Thee, a sojourner, as all my fathers were.
13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
Look away from me, that I may take comfort, before I go hence, and be no more.'
