Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

By the riuers of Babel we sate, and there wee wept, when we remembred Zion.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

Wee hanged our harpes vpon the willowes in the middes thereof.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

Then they that ledde vs captiues, required of vs songs and mirth, when wee had hanged vp our harpes, saying, Sing vs one of the songs of Zion.

4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

Howe shall we sing, said we, a song of the Lord in a strange land?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

If I forget thee, O Ierusalem, let my right hand forget to play.

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

If I do not remember thee, let my tongue cleaue to the roofe of my mouth: yea, if I preferre not Ierusalem to my chiefe ioy.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Remember the children of Edom, O Lord, in the day of Ierusalem, which saide, Rase it, rase it to the foundation thereof.

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

O daughter of Babel, worthy to be destroyed, blessed shall he be that rewardeth thee, as thou hast serued vs.

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Blessed shall he be that taketh and dasheth thy children against the stones.