< Job 30 >

1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
And now - they have laughed on me [people] young more than me to days whom I rejected fathers their to put with [the] dogs of flock my.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Also [the] strength of hands their why? to me on them it had perished vigor.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
In poverty and in hunger barren the [ones who] gnaw a dry region yesterday of ruin and desolation.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Those [who] pluck off mallow on bush[es] and [the] root of broom plants [for] food their.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
From [the] community they are driven away people shout on them like thief.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
On [the] slope of wadis to dwell holes of [the] ground and rocks.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Between bushes they bray under nettle[s] they are joined together.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Sons of a fool also sons of not a name they have been scourged from the land.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
And now taunt song their I have become and I have become for them a word.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
They abhor me they are distant from me and from face my not they have withheld spittle.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
For (string my *QK) he has loosened and he has afflicted me and [the] halter from before me they have sent away.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
On [the] right [side] a brood they arise feet my they have sent away and they have piled up on me [the] paths of disaster their.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
They have torn down pathway my to destruction my they benefit not a helper [belongs] to them.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Like a breach wide they come under devastation they have rolled themselves.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
It has been turned on me sudden terror it pursues like the wind dignity my and like a cloud it has passed away prosperity my.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
And now on me it pours itself out life my they seize me days of affliction.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Night bones my he has pierced from on me and gnawing [pains] my not they rest!
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
With greatness of strength it disguises itself clothing my like [the] mouth of tunic my he girds about me.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
He has thrown me to the mud and I have become like like dust and ash[es].
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
I cry for help to you and not you answer me I have stood and you have considered carefully me.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
You change yourself into [one] cruel to me with [the] might of hand your you are hostile to me.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
You lift up me to [the] wind you make ride me and you dissolve me (success. *QK)
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
For I know death you will bring me and a house of appointed meeting for every living [thing].
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Surely not on a heap of ruins anyone stretches out a hand or in disaster his to them a cry for help.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Not did I weep for [the] hard of day was it grieved? self my for the needy [person].
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
If good I waited for and it came evil and I waited for light and it came darkness.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Inward parts my they have been made to boil and not they have been still they have confronted me days of affliction.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Being dark I have gone about with not sun I have stood in the assembly I cry out for help.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
A brother I have become of jackals and a companion of daughters of an ostrich.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Skin my it has become black from on me and bone my it has burned from heat.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
And it has become mourning harp my and flute my [the] sound of weepers.

< Job 30 >