Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
“Nnipa a ɔbea awo wɔn nna yɛ tiaa bi na ɔhaw ahyɛ mu mma.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
Ɔfefɛw te sɛ nhwiren na etwintwam; ɔte sɛ sunsuma a ɛretwa mu akɔ, ɔntena hɔ nkyɛ.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Woma wʼani kɔ saa onipa yi so? Wode no bɛba wʼanim abebu no atɛn ana?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Hena na obetumi ayi nea ɛyɛ kronkron afi fi mu? Obiara nni hɔ.
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Woahyehyɛ onipa nkwa nna; woahyɛ nʼasram dodow ato hɔ na woahyɛ no bere a ɔrentumi ntra.
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Enti yi wʼani fi ne so na ɔnyɛ nea ɔpɛ, kosi sɛ obewie nʼadwuma sɛ ɔpaani.
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
“Dua mpo anidaso wɔ hɔ ma no: Sɛ wotwa a, ɛbɛfefɛw bio, na ne mman foforo no rempenpan.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Ne ntin betumi anyin akyɛ asase mu na ne dunsin nso awu wɔ dɔte mu,
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
nanso, onya nsu a ɛfefɛw, na eyiyi mman sɛ dua a wɔatɛw.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
Nanso sɛ nnipa wu a wɔde no hyɛ fam; ɔhome nea etwa to a, na afei onni hɔ bio.
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Sɛnea nsu tu yera wɔ po mu no, anaa sɛnea suka mu yowee no,
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
saa ara na onipa tɔ fam na ɔnsɔre bio; enkosi sɛ ɔsoro betwa mu no, nnipa rensɔre na wɔrennyan wɔn mfi wɔn nna mu.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
“Sɛ anka wode me besie ɔda mu de me ahintaw kosi sɛ wʼabufuw betwa mu! Sɛ anka wobɛhyɛ me bere na afei woakae me! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Sɛ onipa wu a ɔbɛba nkwa mu bio ana? Mʼaperedi nna mu nyinaa mɛtwɛn akosi sɛ me foforoyɛ bɛba.
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Wobɛfrɛ na megye wo so; wʼani begyina abɔde a wo nsa ayɛ.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Afei wobɛkan mʼanammɔntu na worenni me bɔne akyi.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Wɔbɛsɔ me bɔne ano wɔ kotoku mu, na woakata mʼamumɔyɛ so.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
“Nanso sɛnea mmepɔw so hohoro na ɛpompono na ɔbotan nso twe fi ne sibea no,
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
sɛnea nsu yiyi abo ho na osuhweam twe dɔte kɔ no saa ara na wosɛe onipa anidaso.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Wutintim ne so prɛko pɛ, na otwa mu kɔ; wosakra ne nipasu na wugya no kwan.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Sɛ wɔhyɛ ne mmabarima anuonyam a, onnim; na sɛ wɔbrɛ wɔn ase a, onhu.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Ɔno ara were mu yaw na ɔtee na ɔno ara ne ho na ogyam.”
