Job 11
1 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
Na Naamani Sofar buae se,
2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
“Ɛnsɛ sɛ woyi saa nsɛm yi ano ana? Ɛsɛ sɛ wobu saa ɔkasafo yi bem ana?
3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
Wo nsɛm hunu no bɛma nnipa ayɛ komm ana? Sɛ wudi fɛw a obiara nka wʼanim ana?
4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
Woka kyerɛ Onyankopɔn se, ‘Me gyidi ho nni asɛm na meyɛ pɛ wɔ wʼani so.’
5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
Ao, anka mepɛ sɛ Onyankopɔn kasa, anka ɔnkasa ntia wo
6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
na ommue nyansa mu ahintasɛm so nkyerɛ wo, efisɛ nyansa turodoo yɛ afanu. Hu sɛ Onyankopɔn werɛ afi wo bɔne no bi mpo.
7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
“Wubetumi ate Onyankopɔn anwonwade ase ana? Wubetumi abɔre ahu nea Otumfo no tumi kɔpem ana?
Ɛkorɔn sen ɔsoro, dɛn na wubetumi ayɛ? Emu dɔ sen ɔda ase tɔnn, dɛn na wubetumi ahu? (Sheol h7585)
9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
Ne nsusuwii mu ware sen asase na ɛtrɛw sen po.
10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
“Sɛ ɔba de wo bɛto afiase ansa na osi nkongua a, hena na obetumi asiw no kwan?
11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
Ampa ara ohu nnipa nnaadaafo; na sɛ ohu bɔne a, ɔnhyɛ ne nsow ana?
12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
Nanso ogyimifo rentumi nyɛ onyansafo da na wɔawo afurum ba sɛ onipa.
13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
“Na sɛ wode wo koma ma no na wopagyaw wo nsa kyerɛ no,
14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,
sɛ wugyaa bɔne a wukura no mu na woamma amumɔyɛ antena wo ntamadan mu a
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
ɛno de, bɔne nni wo ho, wobɛma wo ti so; wubegyina pintinn a worensuro.
16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
Wo werɛ befi wʼahokyere, na wɔbɛkae no sɛ nsu a asen kɔ.
17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
Abrabɔ bɛhyerɛn asen owigyinae, na sum bɛyɛ sɛ adekyee hann.
18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
Wubenya bammɔ, efisɛ anidaso wɔ hɔ; wobɛhwɛ wo ho ahyia, na wahome asomdwoe mu.
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
Wobɛda ahome, na obi renhunahuna wo, na bebree bɛhwehwɛ mmoa afi wo nkyɛn.
20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
Amumɔyɛfo ani befura, wɔrentumi nguan; na wɔn anidaso bɛdan owu ahomegu.”
