< Job 30 >

1 MAS ahora los más mozos de días que yo, se ríen de mí; cuyos padres yo desdeñara ponerlos con los perros de mi ganado.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Porque ¿para qué yo habría menester la fuerza de sus manos, en los cuales había perecido con el tiempo?
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 Por causa de la pobreza y del hambre [andaban] solos; huían á la soledad, á lugar tenebroso, asolado y desierto.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Que cogían malvas entre los arbustos, y raíces de enebro para calentarse.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 Eran echados de entre [las gentes], y todos les daban grita como al ladrón.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 Habitaban en las barrancas de los arroyos, en las cavernas de la tierra, y en las rocas.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Bramaban entre las matas, y se reunían debajo de las espinas.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 Hijos de viles, y hombres sin nombre, más bajos que la misma tierra.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Y ahora yo soy su canción, y he sido hecho su refrán.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 Abomínanme, aléjanse de mí, y aun de mi rostro no detuvieron su saliva.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Porque [Dios] desató mi cuerda, y me afligió, por eso se desenfrenaron delante de mi rostro.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 A la mano derecha se levantaron los jóvenes; empujaron mis pies, y sentaron contra mí las vías de su ruina.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 Mi senda desbarataron, aprovecháronse de mi quebrantamiento, contra los cuales no hubo ayudador.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Vinieron como por portillo ancho, revolviéronse á [mi] calamidad.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Hanse revuelto turbaciones sobre mí; combatieron como viento mi alma, y mi salud pasó como nube.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Y ahora mi alma está derramada en mí; días de aflicción me han aprehendido.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 De noche taladra sobre mí mis huesos, y mis pulsos no reposan.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 Con la grande copia [de materia] mi vestidura está demudada; cíñeme como el cuello de mi túnica.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Derribóme en el lodo, y soy semejante al polvo y á la ceniza.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Clamo á ti, y no me oyes; preséntome, y no me atiendes.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Haste tornado cruel para mí: con la fortaleza de tu mano me amenazas.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Levantásteme, é hicísteme cabalgar sobre el viento, y disolviste mi sustancia.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Porque yo conozco que me reduces á la muerte; y á la casa determinada á todo viviente.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Mas él no extenderá la mano contra el sepulcro; ¿clamarán [los sepultados] cuando él los quebrantare?
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 ¿No lloré yo al afligido? Y mi alma ¿no se entristeció sobre el menesteroso?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 Cuando esperaba yo el bien, entonces vino el mal; y cuando esperaba luz, la oscuridad vino.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Mis entrañas hierven, y no reposan; días de aflicción me han sobrecogido.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Denegrido ando, y no por el sol: levantádome he en la congregación, y clamado.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 He venido á ser hermano de los dragones, y compañero de los buhos.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Mi piel está denegrida sobre mí, y mis huesos se secaron con ardentía.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Y hase tornado mi arpa en luto, y mi órgano en voz de lamentadores.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

< Job 30 >